Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Efter et lille besøg på IMDb (The Internet Movie Database) lærte jeg, at ”Feel The Noise” i øjeblikket ligger som den 23. værste film nogensinde. Dette er bestemt noget der skal opleves, og jeg blev hurtigt slemt skuffet, da filmen slet ikke levede op (eller siger man ned?) til disse forventninger. Musikfilm er sjældent særlig interessante, og når man ligefrem laver en film, der skal vise hvor hårdt det er at leve i New Yorks fattige kvarterer, og blander dette med den rædderlige musikgenre reggaetron (en up-tempo version af reggae med rap i), så ved man på forhånd hvad man kan forvente.
Da Rob stjæler nogle fælge fra den forkerte person, bliver han beskudt imens han udøver sin interesse – rap. Hans mor afslører derefter, at hans efter sigende døde far, slet ikke er død alligevel, men bor i Puerto Rico, og Rob nu skal bo hos ham i et stykke tid imod hans egen vilje. Dog finder Rob sammen med sin stedbror, der tilfældigvis er DJ med en abnorm interesse for reggaetron, som Rob hurtigt får øjnene op for. Dette sker dog ikke uden problemer, da de store onde musikselskaber får øjnene op for makkerparret, og vil ændre deres musik for pengenes skyld.
Plottet følger mere eller mindre den populære ”Waynes World” fra 1992, hvor Waynes finder en pige, en tv-producer bliver vild med hende, køber tv-showet og ændrer på konceptet og næsten vinder pigen til sidst. Præcis det samme sker i ”Feel The Noise”, men blottet for humor, original tankegang og en billeside der er værd at nævne mister man hurtigt interessen. Når hovedpersonen ligefrem er et arrogant og selvhøjtideligt fjols, er det ligeså svært at identificere sig med ham eller endda holde af ham. Dette er filmens vel nok allerstørste problem. Derimod besidder filmen en udefinerbar realisme, som bedst kan beskrives som troværdige karakterer med fejl, samt et samfund man kan nikke genkendende til. Når filmen heller aldrig virker dømmende eller moraliserende overfor f.eks. hashrygning, hører denne blandt mindretallet af amerikansk film der berører disse emner. Så er der vist heller ikke mere positivt at sige om filmen.
Historien taget i betragtning, undrer det vel ikke mange at den højrøvede Jennifer Lopez står for produktionen af filmen, da det er stort set den samme baggrundshistorie, som hun altid fabler om, hun har haft. Dog er hverken produktionen eller instruktionen særlig interessant, og instruktøren Alejandro Chomski bør nok have holdt sig til de film han lavede i Argentina, da han havde langt større succes der. Hovedpersonen bliver spillet af Omarion Grandberry, forsangeren af det knap så gode band B2K, og selvom han id et mindste virker troværdig, mangler han at få sit publikum til at forstå sin karakter fuldstændig.
”Feel The Noise” har ikke fortjent sin lave plads på IMDb, men det er nu stadig en film man hurtigst bør glemme alt om. Den benytter en alt for velkendt formel i en alt for velkendt historie med en yderst usammenhængende slutning på det hele. Til tider er den bestemt ufrivillig morsom, især når bandet skaber deres hit, med en lyd fra en sær frø, der skaber hele nummeret, og på ingen måder passer ind i rytmen. Udover dette og egentligt at have hjertet på rette sted, så er filmen næppe det den forsøger på at være.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
