Overraskende mørk
Flora & Ulysses er en halv-nostalgisk omgang. I sin fortælling minder den mest om en børnefilm fra 90’erne, og det er ikke helt skidt. Mange jokes falder på et overraskende mørkt sted, som gør hele oplevelsen mere interessant. Ja, måske mere interessant end en historie om en 10-årig pige der hedder Flora og et egern med superkræfter burde være! Rundt om historien om den 10-årige Flora og egernet ligger nemlig en granvoksen historie om identitetskrise, depression og ægteskabsproblemer. Forældrene, spillet sublimt af både Alyson Hannigan og Ben Schwartz, har nemlig sat deres forhold på pause, og lever nu hver deres liv. Faren har givet sin drøm om at skabe superheltetegneserier op, og lever nu med et dødssygt butiksjob og en depression, mens moren, der lever af at skrive kærlighedsromaner, har fået skriveblokade og har problemer med at betale regningerne. Hele denne uharmoniske situation har gjort Flora til en selverklæret kyniker, og hun prøver nu hårdt på at fjerne al barnlig magi fra sin verden. Specielt superhelte vil hun ikke tro på længere, men det skal et lille egern nok få lavet om på.
Et hjertevarmt CGI-egern
En coming of age-story via superhelte føles meget relevant. Mange 10-12-årige i dag har slet ikke kendt til en verden hvor superhelte IKKE var seje, og det sætter lidt tingende i perspektiv over hvor længe superhelte-fikseringen har været i gang. Den 10-årige Flora bliver spillet af den 11-årige Matilda Lawler, og hun er en stor del af hvorfor denne film fungerer. Hun har en eminent charme og spiller sin rolle sympatisk og livligt. Hun er også god til at spille overfor et meget fint lavet CGI-egern, og der er en overraskende kemi og hjertevarme imellem de to. Det føles momentvis lidt Paddington-agtigt, faktisk. Matilda Fawler er ikke det eneste barn der skal nævnes for sit gode skuespil i denne film, også Benjamin Evan Ainsworth, der tidligere har vist sit store talent i Netflix-serien The Haunting of Bly Manor, viser her, at han ikke kun er god til gys, men i særdeleshed også komik.
Selvfølgelig er Flora & Ulysses ikke perfekt, og specielt den lommefilosofiske snak fra Flora igennem hele filmen kunne man godt have skruet ned for. Hun siger det samme, bare i forskellige fraser, og det er lidt irriterende. Den overdrevne historiefortælling kan selvfølgelig også nævnes. En skurk der har en mørk fortid med egern, er næsten for meget (men også sjov), og så er der det generelle problem med, at alle i filmen tager det lidt for stille og roligt når de opdager at egernet Ulysses forstår hvad de siger, skriver poesi og kan flyve…
Flora & Ulysses er en sjov og hyggelig film for både børn og voksne. Den blander de mørke toner med de lyse, og gør det på en fantastisk skæv måde.