Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det burde være et hyggeligt glansbillede af et idyllisk natur-Danmark i det 19. århundrede. Dengang halm i træskoene var moderne og hvor det var in at bo side om side med køerne. Sådan er Før Frosten nu langtfra. For selvom vi hurtigt fatter sympati med den hårdtkæmpende Ko-Jens (spillet af gode gamle Jesper Christensen – Kongens Valg, En Familie, Casino Royale), så er der hele tiden en sky for solen. Noget der ulmer og føles forkert. Noget er under oprør og mavefornemmelsen leder mod dårligdom.
Han sidder hårdt i det, vores Jens. Og på trods af den skønne datter Signes (Clara Rosager – Journal 64) og andre familiemedlemmers hjælp på gården, så ser fremtidsudsigterne ikke lovende ud for det lille sammenhold. Pengene er små, høsten er usikker, mad er der ikke meget af, og hvis der er noget, så kan det ske at være halvmuggent. Selv Jens’ status og anseelse er i fare, og i kirken må Jens da også lide den tort at blive forflyttet fra sin vante bænkerække, hvilket kun kan betragtes som en offentlig degradering. Jens tager en beslutning om at indgå en aftale med den svenske storbonde Gustav (Magnus Krepper – Broen, Dronningen, Unge Astrid). Signe loves væk til giftemål med ham, og Jens skal så arbejde for Gustav. Jens’ beslutning beror på at skabe et bedre liv for sig og sine kære. Lykken varer dog kort, for Jens er samtidig nødt til at give afkald på sine værdier og sin identitet – og snart hober ulykker og modgang sig op foran en Jens der har tabt enhver magt og moral.
Før Frosten er et barsk og visuelt stærkt værk skabt af den alsidige og talentfulde Michael Noer. Det var ham der også gav os fængselsdramaet R, den barske gadefilm Nordvest, den rørende Nøgle Hus Spejl og ikke mindst genindspilningen af Papillon. Her er han i vanlig stil involveret i endnu et stærkt drama, hvor hierarki og overlevelse vel sjældent på dansk film har været fortolket så voldsomt. Man sidder nærmest med ondt i maven over hvordan mennesker kan behandle hinanden, og hvordan positionskampen er et grundvilkår for ikke at bukke under. Tag alene et kig på filmens coverplakat. Det er jo lige før at man kan kalde den ildevarslende, for hovmod og mismod er på sin vis grundbegreber i ansigtsfolderne.
Jeg kan godt afsløre at Før Frosten slutter lidt brat. Det tvinger beskueren til at eftertænke den foruroligende stemning med efterlades med. Det er sundt og et af det helt stærke virkemidler og kort som filmmediet kan smide. Nogle vil nok finde den slags uforløsende, men ved ikke at få serveret et fyldestgørende punktum på et sølvfad, så er Før Frosten også en film, som bliver siddende i dit system længe efter rulleteksterne. Det kan kun tilskrives det solide håndværk Noer og hans hold har skabt, og flere medier peger da også på at Før Frosten kunne være en oplagt kandidat som dansk bidrag til Oscar-festlighederne i 2020. I første omgang kyler jeg 5 stjerner efter Ko-Jens og hans lige.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
