Skriv en kommentar
Forældre er ikke som Børn. Filmisk talt. Formen er identisk, men tempoet er sænket betydeligt. Børn er efter nærværende anmelders mening ubetinget et mesterværk, en lysstærk stjerne på filmhimmelen, der går lige i øjet. Forældre er tvillingen, der lykkes på et helt andet plan og ud fra helt andre forudsætninger end Børn, selvom de to film er skudt simultant og øst op med rund hånd fra samme kreative kogegryde.
Forældre er ikke som Børn. Bogstavelig talt. Filmene er udtryk for eksistentielle modpoler. Hvor handlingen og de infantile voksne i Børn bogstavelig talt eksploderer på lærredet, især i skikkelse af voldspsykopaten Gardar, er Forældre meget mere afdæmpet og udtryk for de voksnes fortrængelser og manglende evne til at give udtryk for følelser. Derfor vinder Forældre bedst tilskuerens hjerte hvis den eftertænkes, granskes nøje og sættes i psykologisk relation til sin tvillingepol. Børn er den af de to film, der underholdningsmæssigt bedst står alene. Forældre rejser derimod en masse tanker over temaet at have eller ønske sig børn, og åbner samtidig for en bunke spørgsmål omkring de perifere forbindelser med enkelte karakterer fra Børn, som aldrig besvares. Man kan måske sige det sådan, at hvor Børn er en oplevelse, der relativt ubesværet går lige ind, så er Forældre en eftertanke, der skal arbejdes intenst på for at få det fylde udbytte.
Forældre er som Børn et multiplot drama, der i Bragasons karakteristiske sort/hvide toner og med et letbevægeligt kamera skildrer en række personer, forældre på hver deres måde eller in spe. Der er tandlægen Oscar, som lever med en fraskilt kvinde og adopterede børn. Han vil dog gerne have sit eget afkom sat i verden, og er nærmest et mandligt æggeur, der konstant ringer nedenunder hans beherskede og kontrollerede ydre. Der er Einar, en succesfuld børshandler som ikke forstår, at hans hustru ikke vil ham mere, og ikke har forstand til at give udtryk herfor. Og så er der Katrin, den nok mest rørende karakter i Forældre. Hun er vendt tilbage til Island fra Sverige, hvor hun har været i 8 år, og forsøger nu at ville sin søn, nærme sig ham. Han har boet hos bedstemoderen igennem alle årene, og er ikke længere interesseret i sin mor. Det er hjerteskærende. Og så er der med Katrin en sammenhæng med tandlægen Oscar. Mere siges ikke her om den – for filmen centrale - sag. I må selv gå ind og se giraffen.
Nævnes skal dog den pudsighed Bragason har indlemmet med karakteren Oscar. Et træk der udmunder sig i en scene, som jeg ved fra Bragason, at han holder meget af. Uden at røbe for meget så lader Oscar sin frustration over det udeblivende afkom gå paradoksalt ud over kvarterets børn, fordi en af deres cykler flyder på villavejen. De første par gange står han lettere undrende, en anelse irriteret ud af bilen, og stiller pænt cyklen ind på fortovet. Men da han tilsidst får nok af de uvorne unger, der samtidig griner frydefuldt af ham, så tager han anderledes, ubehersket affære.
