Skriv en kommentar
For et par år siden gik den mexicanske præsident til valg på at ville bekæmpe drab og kriminalitet i landet – der var registreret ca. 35.000 drab om året – hvilket er cirka 960 om dagen. Så da jeg læser om Amat Escalantes nye film – er scenen allerede sat, da vi som det første hører, at det at begå et mord er ligegyldigt med en henvisning til Dostojevskij og Et latterligt menneskes drøm.
Vi følger den unge smukklædte Emiliano (spillet naturligt og charmerende af Juan Daniel Trevino, f. 2000) – som på hospitalet får en bloddryppende seddel fra en dødsårlig politimand, hvor hans moder er forsvundet hen efter, at hun højlydt havde protesteret mod åbningen af minen i nærområdet til den chilenske kampsang: El pueblo unido, jamás será vencido.
Sedlen nævner, at Emiliano skal opsøge den dysfunktionelle kunstnerfamilie i det nævnte betonsommerhus, 5 km væk, tilhørende den rige excentriske Aldama-familie - på kanten af havet, som er fyldt med de største kunstværker i det lyse hus, som er omgivet af høje mure. Rigoberto (spillet koldt af Fernando Bonilla, f.1985) er konceptkunstner og kan bruge lig i kunstværkerne – hans kone i lyst flagrende tøj er sanger, mens datteren lever af at være influencer ved at filme sit eget ”selvmord” og få 10.000 likes på et minut. At være noget og blive set.
De har indflydelse i nærområdet, som mest er omgivet af en religiøs klan, Aluxe-klanen, hvor Rigoberto truende kalder lederen for pædofil. Men Emiliano er som en Mads Brügger-muldvarp, og han holder snuden tæt på kroppen, mens han dirrende står på en stige, og ser en kollega dratte ned af stigen. De skal begge skrue splintrede glasdele af trærammen – glas, som ikke kan holde på hemmeligheder.
Man kan ikke undgå at blive ramt af den meget smukke kameraføring gennem landskabernes hemmeligheder og muldvarpens tætte forsøg på relationer til det oprigtige, at ville finde retfærdigheden og alle hans veje dertil – og de indlysende kontraster mellem moderen, der vil bevare og Rigoberto, der vil forsvare – og alligevel lyder sætningen: De har alle sammen en skrue løs - også selv om datteren samler en hestesko op af den lyse jord – med håb og troen på lykken og held i forskningen – selv om ordensmagten viser sig at være pilrådden.
Amat Escalante bruger i denne sørgmodige film, fotografen Adrian Durazo, som bruger specielle linser, der giver tætte organiske billeder – og den filmes digitalt. Amat Escalante skildrer altid yderliggående ekstreme personer – som vi også så det i Heli (2013), hvor hovedpersonen forsøger at holde sig uden for den altid gældende krig i Mexico – mellem politi og narkokarteller, og i 2008 Los Bastardos om mexicanske indvandrere, som lever illegalt i Amerika med elendige jobs og kriminalitet – men hvor Jesus en dag tager en pistol med på arbejde.
Hans nyeste film er om en verden vi ikke troede eksisterede.
