Skriv en kommentar
Alle mine jævnaldrende kan huske de magiske ture til Fraggleland, da vi var nogle små størrelser. Fraggler, Gorger, Doozere, Sprocket og Madam Skrald. Behøver jeg at sige mere? ”Danse dagen lang”? Ja, så får I sgu ikke mere hjælp!
Børnetime når det var bedst. Velkoreograferede og stemningsmættede afsnit med masser af sjov, spænding og masser af morale. Uhyggen omkring fragglernes radisetyverier fra Gorgernes have, de kloge og vise ord fra skraldebunken, jagten på postkort omhandlende Rejsende Macs mærkværdige oplevelser i Det Ydre Rum (vores verden), de nærmest mytiske skabninger som rørbankerne, Forkynder John, Historiefortælleren og alle de andre og naturligvis tilsat masser af sang og musik. Alt dette og meget mere får du nu at opleve igen, når turen går Tilbage Til Fraggleland. NOT!
Tilbage betyder desværre ikke som i de gode gamle dage. Mistanken faldt allerede da kombinationen af hunden Sprocket og ejer flytter ind i et gammelt værksted. Jeg var nu helt med på, at de jo nok ikke var Gerard Parkes som Doc denne gang, eftersom Parks døde tilbage i 2014 – tre dage efter hans 90 års fødselsdag. Nu står Sprocket som partner til en ny Doc, en ung, mørk skuespillerinde, som desværre er så flødetalende korrekt, at man selv som barn må føle sig talt ned til. Det første de opdager ved indflytningen er et stort hul i den ene væg. Man skulle jo synes, at det ikke var så stor en surprise for Sprocket, der jo som den eneste fra ”vores verden” ved hvad, der foregår derinde bag. I selve Fraggleland møder vi Gobo, Vembi, Vips, Moki og Bober. De er ved at gøre klar til at Onkel Rejsende Mac skal afsted på sin hidtil største rejse. Hmm, det er set før. Ja, der er nemlig slet ikke tale om en videreførelse af universet, men en reboot. Ikke godt! Moki har åbenbart ladet håret gro og har smidt sin vamsede coat. Til gengæld har de fire øvrige ikke forandret sig en tøddel. Doozerne er blevet meget moderne i tøj, udstyr og teknologi og vores kluntede gorg Junior har fået rettet øjnene og tildelt en pandeklip. Det stopper ikke engang her, for Fraggleland er ikke længere klipper og sten, men nærmere en kombination af glasur og stearin. Bifigurer som Historiefortælleren og Marvin bor nu åbenbart permanent i Fraggleland, selvom det ikke var tilfældet i den gamle serie. De gamle sange er omskrevet eller har fået mere tråd, mens nye er kommet til. Afsnittene er ligeledes identificerbare, men frisket op til 2022 selvom moralerne er de samme.
Ja, det er op af klippe/bakke og gensynet er slet ikke præget af den forventede glæde, som man havde håbet. For hvert eneste af de 13 afsnit af reboot’en er den klare dom: Det gamle parallelafsnit var bedre. Det efterlader serien i et sært vakuum, for det havde været at foretrække med nye friske afsnit i stedet for en unødvendig gentagelse. Faktisk har jeg slet ikke fidus til at Tilbage Til Fraggleland vinder nye seere, som vel er seriens absolutte formål. Gorg-verdenen er blevet en ucharmerende størrelse, der er ingen magi omkring rådgivningen hos Madam Skrald og postkortene fra Rejsende Mac rammer ikke samme spejlhumor, som i gamle dage. Det er for uskarpt at lade ham tage til ishockey, som noget af det allerførste man ville gøre i en fremmed verden. Skuffelsen er til at få øje på, og selvom Fraggleland er en slags himmerige ud i børne- og tv-historie, så smerter det en barnlig sjæl at se tilstandsrapporten for nuværende.
