Skriv en kommentar
Michael Dudikoff vil, sine uendeligt pinagtige dødskramper af nyere udgivelser til trods, for altid blive husket for American Ninja-serien. Uanset hvor meget han og hans utroligt talentløse instruktører, producere og manuskriptforfattere forsøger at sværte hans minde, så vil jeg evigt insistere på at American Ninja hører til blandt de helt store, klassiske actionfilm fra 1980erne.
Der bliver ellers gjort hvad der gøres kan for at ødelægge Dudikoffs karriere. ”Freedom Strike” er det indtil videre mest grælle eksempel jeg har set. Tilsyneladende betalt af det amerikanske militær, med et skuespilniveau lavere end jeg har set i nyere tid, en skrækkelig fortalt historie, forfærdelig dialog og stupide actionscener – bunden er virkelig nået for den kære Hr. Dudikoff. Han foregiver at være lederen af et unikt, amerikansk antiterror-hold, så dygtige at de tager sort kamouflage-tøj på i ørkenen og ikke kan gemme sig bag en meterhøj mur i kampen mod en ond ond oberst, der har forsøgt at dræbe den amerikanske præsident og er i færd med at overtage herredømmet i Syrien.
Historien er mest af alt en undskyldning for at vise en masse Top Gun-inspirerede luftkampe mellem amerikanske og syriske (læs: sorte hjelme og volapyk-sprog) jetfly. Det er fint, omend kedeligt filmet, men tit og ofte trukket ud i scener der varer alt for lang tid, deres smalle relevans for historien taget i betragtning. Imellem disse aviatoriske kolbøtter er så historien om Hr. Dudikoff og hans tamme hold af blegfede elitesoldater. Som vor eget P-I-S-hold vralter de rundt på hangarskibe og syriske paladser uden tilsyneladende rigtigt at vide hvad de laver andet end at de er ude efter den onde mikrochip eller den skøre oberst. I sidste ende klarer de naturligvis, på ægte amerikanser-maner, ærterne, og sikrer freden i mellemøsten (sådan!).
Det er dumt, det er dårligt, det er fjollet, det er ufatteligt selvhøjtideligt og jeg grinede rigtig meget. Som film er ”Freedom Strike” decideret elendig. Den har virkelig ingen lyspunkter og den ligger divisioner under det lignende, fallerede actionstjerner som Seagal og Van Damme, i dag kan byde på. Omvendt er den så umanerligt dårlig at det er svært ikke at blive underholdt. Jeg morede mig kosteligt.
Billedet er i kikset 4:3 med masser af småfejl, lydbilledet er kedeligt og der er intet bonusmateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: On Air Video.
