Skriv en kommentar
Tv-serien “Friends”, eller “Venner” som den passende blev navngivet i Danmark, behøver vel ikke en længere introduktion. I sine 10 sæsoner fra 1994-2004 tog den verden med storm, og anses stadig som en af de mest succesfulde komedieserier nogensinde. Ikke ulig “Seinfeld” hverken i opbygning eller popularitet, fulgte den en gruppe venner igennem tykt og tyndt. Et spinkelt plot måske, men det var noget vi alle kunne relatere til - nemlig den periode i livet, hvor vennerne erstatter familien. Hvad end man måtte mene om serien, dens humor og dens mangel på indhold, kan man ikke komme uden om dens gigantiske kulturelle betydning. Det er nok derfor, at “Friends: The Reunion” her 17 år senere er på alles tunger.
Det er svært, at forklare præcis hvad “Friends: The Reunion” er for en størrelse. Delvist kan man kalde det et talkshow eller en dokumentar men det er næsten altid nostalgisk, sentimentalt og vanvittigt bizart. Skuespillerne David Schwimmer, Jennifer Aniston, Matthew Perry, Courteney Cox, Matt LeBlanc og Lisa Kudrow mødes igen for første gang siden showet stoppede i de gamle kulisser, og falder tilbage i minderne og deres respektive roller. Pludselig klippes der til et talkshow med James Corden som vært, der stiller alt fra relevante til pinlige spørgsmål foran et live publikum. Herfra klippes der videre til adskillige mindeværdige scener fra Tv-serien - både foran og bag kulisserne. Så smides der lige en session ind, hvor de respektive skuespillere læser andre scener op fra en gammel episode. Sådan rodes der rundt i tid og sted konstant indtil forvirringen er total, og efterlader dig med en følelse af, at have prøvet 4-5 forlystelser for meget i en forlystelsespark.
For hvordan har et show som “Friends: The Reunion” sin berettigelse? Er det ok blot, at skabe underholdning på mere end halvanden time for at svælges i minder? Og i så fald - hvorfor skal fans trækkes igennem viden, som de allerede besidder? Mest bizart bliver det, når programmet trækker på nutidens populærkultur. Når Lisa Kudrow giver sig i kast med “Smelly Cat” endnu engang, kommer Lady Gaga og et gospelkor ind fra siden, og synger med. Endnu mere bizart bliver det, når Cara Delevingne, Cindy Crawford og Justin Bieber (???) pludselig skal gå modeshow med kendte kostumer fra serien. Mange vil uden tvivl smide hjernen og lade følelserne snakke, når man giver sig i kast med filmen (hvis det da kan kaldes en film) her, men alligevel vil de fleste nok undre sig bare en smule undervejs. Jeg aner stadig ikke, hvad pokker “Friends: The Reunion” er, og endnu mindre, hvad den vil. Tjene penge? Ja, det er meget muligt følelsesporno skabt af verdens mest kyniske kapitalister. Det forklarer i hvert fald en hel del.
Det skal ikke lyde som om, at “Friends: The Reunion” er et rent helvede at sidde igennem. Selv med de mest kritiske briller på og et konstant undrende blik, formår showet til tider at vække følelser. Når Jennifer Aniston og David Schwimmer åbent erklærer en dyb kærlighed til hinanden, der konstant har ramt sammen på de forkerte tidspunkter, er ikke et øje tørt. Det er det heller ikke, når Matt LeBlanc et øjeblik efter benytter lejligheden til at fyre en veloplagt vittighed af. Øjeblikke som disse er få men rørende og sjove, og det er da også kun på tidspunkter, hvor ny information om produktionen, siver igennem den massive mur af det unødvendige referat, der fylder langt størstedelen af spilletiden ud. Det bizare element er dog evigt nærværende, for næsten alle skuespillerne har gennemgået ligeså meget plastikkirugi som Cher, og ligner mere computergenerede porcelænsdukker end egentlige mennesker.
Hvis spørgsmålet om hvorvidt du skal se “Friends: The Reunion” stadig florerer i dine tanker efter at have læst alt dette, er svaret “kun hvis du stadig anser dig selv som fan af serien”. Selv da vil du sikkert ikke være ovenud henrykt over resultatet, men så er nysgerrigheden trods alt stillet.
