Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Selvom Colin Farrell har lokket lidt flere kvindelige tilskuere til vampyrgenren med sin præstation i remaken Fright Night i 2011, er vi heldigvis flere filmentusiaster, som vender næsen mod originalen i stedet for. Filmen fik premiere i 1985 og hører til på de fleste seeres top 5-liste over de bedste vampyrfilm nogensinde. Jeg har kigget nærmere på genudgivelsen for at se, hvorvidt filmen stadigvæk underholder den dag i dag.
Vi følger teenageren Charlie, som mistænker sin nabo for at være en vampyr. Da flere og flere mordofre dukker op i nabolaget, tager Charlie sagen i egen hånd. Han finder dog hurtigt ud af, at han er ude, hvor han ikke kan bunde, og Charile søger derfor hjælp hos Peter Vincent, som spiller en vampyrdræber i en tv-serie. Kan Charlie få bugt med sin nabo og stoppe myrderierne?
Filmen er præget af en lækker, klassisk 80’er-stemning med voldsomme farvekombinationer, kluntede frisurer, tidsligt modetøj, halvmekaniske præstationer og en meget betonet tematik i handlingen. Den værner om en tid, hvor man ikke havde computereffekter som en fast del af handlingen og i stedet fokuserede på make-up-effekter i voldsomme mængder – det kan muligvis se en smule komisk ud i forhold til nyere teknikker, men det understreger egentlig bare kulteffekten af de meget særprægede make-up-effekter og teatralske virkemidler. Effekterne minder om de fede virkemidler, man har set i film såsom From Dusk Till Dawn og Evil Dead, hvor man virkelig har formået at skabe nogle unikke gyserfigurer.
Handlingen rummer en perfekt balance mellem klassisk gys og en teenagekomedie. Den spiller på den klassiske koncept med en vampyr, som lokker folk til sig – i denne ’moderne’ fortolkning er det vampyrens udseende, som lokker kvinderne i fordærv. Det fungerer skide godt, da det giver en meget anderledes atmosfære i filmen, og den herlige 80’er-musik passer til den lidt sexede handling, der står i stærk kontrast til den overnaturlige underholdningskilde.
Stilen er utrolig lækker og spiller på nogle stærke visuelle virkemidler samt nogle spændende kameravinkler, hvor selve optageteknikken bliver en del af fortællingen. Desuden er der som sagt en fantastisk stemningsmusik hele vejen i gennem – den fine balance mellem dystre og lumre toner skaber en meget særpræget stemning, som passer perfekt til det mystiske plot. På sin vis opstår der nogle lidt amatøragtige klipninger en gang i mellem, hvor man tydeligt kan spotte et par kontinuitetsfejl. Men det er heldigvis ikke noget decideret ødelæggende, da det bare værner om den klassiske, halvamatøragtige atmosfære i den klassiske gysergenre.
Er fiilmen stadigvæk uhyggelig 29 år senere? Jeg synes det personligt ikke. Den kan til tider virke en smule komisk på grund af de meget overgjorte scenarier, men den formår alligevel at skabe nogle ret unikke rædselselementer. Den er mere en succes på grund af den tidslige atmosfære, de fornemme effekter, den klassiske opbygning og ikke mindst en herlig opfindsomhed. På nogle tidspunkter kører den lidt i dødvande med nogle ligegyldige samtaler og scener, men den formår at bygge en solid stemning op. Film som denne er blevet populære på grund af deres ikoniske opbygning og klassiske originalitet, og Fright Night er bestemt ikke en undtagelse. Med sine fede effekter i forhold til tidens muligheder vælter den indover skærmen med et friskt gåpåmod, en teenagers ungdommelighed og en rygsæk fyldt med tidslige herligheder.
Samlet set er Fright Night en lille klassiker, som man uden tvivl skal tjekke ud, hvis man har en forkærlighed for det klassiske gys og film om det overnaturlige. Den er ret hurtigt røget ind på min top 10-liste over de bedste vampyrfilm nogensinde og den rummer en hjerte af guld og en fantastisk kilde til klassisk filmunderholdning.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
