Skriv en kommentar
Sidste år oplevede de danske biografer, for en kort stund, en "lille" film ved navn Taken. Taken foregik i paris og havde en handling, der kan opsummeres som: Liam Neeson går amok for a finde sin kidnappede datter. Taken er på ingen måde et mesterværk, og måske ikke engang en særligt god film. Til gengæld er det en spektakulær film, fyldt med noget der mest af alt minder om en blanding mellem Jack Bauers overfyldte hverdage og Jason Bournes hæsblæsende nærkampe. Det Taken kunne, var at give os en stærk hovedrolle, med et klart mål, og så ellers gøre det spektakulært at se ham nå det.
From Paris With Love er til stor del lavet af de samme mennesker, som lavede Taken, samme instruktør, samme klipper, samme producer og samme fotograf. Alt dette skulle man mene burde resultere i en film der, i det mindste teknisk, lagde sig tæt op af sin "forgænger". At fortælling er anderledes bør forventes, men i det mindste burde aktionscenerne være ligeså gode. Det er desværre ikke tilfældet. Hvor Taken var fyldt med adrenalinpumpende nærkampe, med eller uden skydevåben, er der kun enkelte øjeblikke af From Paris With Love, der vækker minder om dette. Langt størstedelen af aktionscenerne i From Paris With Love er reduceret til skiftende kamera vinkler af John Travolta der sigter og skyder, fulgt af en skurk der falder død om. Det er simpelt og funktionelt, men på ingen måde interessant.
Og når aktionscenerne ikke kan tage opmærksomheden, så er det at manglerne i plot og roller træder frem. Jonathan Rhys Meyers spiller en noget kedelig skrivebordsspion/ambassade ansat, en mand hvis primære formål tilsyneladende er at være forarvet over, hvordan John Travoltas macho agent får jobbet gjort. Desværre er hans forarvelse ikke helt malplaceret. Når John Travolta dræber omkring 26 mennesker på et døgn, (Noget det to hovedpersoner vælger at tælle og dele med publikum) begynder man også selv at synes han er langt ude, både moralsk og narrativt.
Med andre ord er de to hovedpersoner en kedelig mand, hvis primære formål er at have et forhold til kvinden i filmen, og så en letter psykotisk John Travolta der mest minder om Vin Diesel i XXX. Og ærligt talt var Vin Diesel bedre til det...
Fortællingen i filmen er et eller andet usammenhængende, som ender i terrorister der vil sprænge X i luften, men i virkeligheden er det ret ligegyldigt. Den er forudsigelig og formularisk, lige indtil den når et "twist" hvor den har to steder at gå hen, desværre er ingen af de to stier spændene, så derfor er hvilken retning den fortsætter i heller ikke spændene.
Alt i alt er filmen et svagt forsøg på at lave en "buddy" actionfilm. Desværre er rollerne, plottet og aktionen alle for kedelige til at levere en god film. Og når alt dette er tilfældet er det vist unødigt at sige meget mere om det.
