Skriv en kommentar
Sex, løgn og video var på alles læber i 1989. Den var det endelige gennembrud for flere af de medvirkende, heriblandt James Spader, Andie McDowell og Peter Gallagher. Den var også startskuddet for filminstruktør og manuskriptforfatter Steven Soderberghs karriere. Siden fulgte Kafka fra 1991, Underneath fra 1995 og Schizopolis fra 1996, der havde Soderbergh i en dobbelt hovedrolle. Erin Brockovich og Traffic, der begge kom i 2000, blev et sandt triumftog for den 39-årige instruktør og manuskriptforfatter. For begge film inkasserede han nomineringer som årets instruktør i oscar-regi og vandt en statuette for Traffic.
Med Full Frontal har Soderbergh valgt at gå tilbage til grundelementerne i filmfortællekunsten. Han har i stor grad selv stået for optagelserne med et digitalkamera, hvilket har givet en dogmelignende effekt. Om det virker skal være op til den enkelte at afgøre.
Den meget Robert Altmanske historie roterer omkring seks personer, der har det til fælles at de, som filmens kulmination, skal deltage i filmproducenten Gus’ ( David Duchovny ) 40-års fødselsdag. De seks personer er Carl Bright ( David Hyde Pierce ) som er journalist og manuskriptforfatter, hans kone Lee ( Catherine Keener ), der er vicepersonaledirektør og i øvrigt driver utroskab med Calvin ( Blair Underwood ), der er filmstjerne i en stor film. I denne store film spiller han overfor Francesca ( Julia Roberts ) og Brad Pitt, der bare spiller sig selv. Lees søster, Linda ( Mary McCormack ) arbejder som massøse og har endnu ikke mødt den rette i sit liv. Sideløbende følger vi også teaterskuespilleren der i den grad indlever sig i rollen som Hitler ( Nicky Katt ). I løbet af 24 timer følger vi så de pågældende personer i deres liv og afdækker de skjulte bånd, der måtte være imellem dem. Bånd der ligger usynlige under overfladen men lige til at trevle op og som i sidste ende binder dem alle sammen ved Gus’ fødselsdagsfest.
Full Frontal er en lowbudget satsning, indspillet på kun 18 dage. Der har været stillet visse krav til skuespillerne som selv at sørge for kostumer, make up, transport og forplejning. Det bærer filmen desværre også præg af. Den virker meget sjusket og usammenhængende. Man sidder tilbage med en underlig uforløst smag i munden efter at have muffet sig igennem Full Frontals en time og 41 minutter. Der mangler simpelthen en rød tråd.
Filmen har hentet meget kraftig inspiration i dogmekonceptet og Robert Altmans til tider herlige fortællestil. Men i dette tilfælde har Soderbergh desværre taget munden for fuld. Det resulterer i en film der overordnet er fuldstændig ligegyldig og uden betydning, var det ikke for den store stjernebesætning og de periodevis komedieagtige træk. For en komedie er det. Og den har da også sine øjeblikke. Nicky Katt, gør en ganske vidunderlig figur i rollen som Hitler. En figur der adskillige gange appellerer til at sætte grineapparaturet i tredimensionale svingninger.
Som nævnt er Full Frontal en metafilm. Altså en film om film. Det gør filmen interessant for de rette filmentusiaster, men bortset fra de overnævnte ”kødben”, er Full Frontal en tynd kop te, der skriger op til stortalentet Steven Soderbergh om lige at tage sig lidt sammen, inden næste produktion.
