Skriv en kommentar
Film er en kulørt affære, hvis tyndbenede plot ligner en Gibsons’k undskyldning for at skrue bissen på. En actionfilm jovist, men også et portræt af det farlige og koruperede fængsel El Pueblito i Mexico City, hvor interne syndikater bekæmper hinanden og hvor Gud for længst har forladt stedets juridiske og strukturelle kaos.
Vi følger en bankrøver (Mel Gibson) som efter en heftig biljagt, tilfangetages af det mexicanske grænsepoliti og deporteres til det berygtede fængsel. Her lærer han hurtigt at begå sig, men interne grupperinger truer også realiseringen af hans store plan. Han møder en 12-årig knægt, som er så nikotinafhængig at han utålmodigt tigger smøger, men hurtigt giver ham et indblik i fængslets mangesidede anatomi og et overblik over hvem der bestemmer. De udvikler et venneforhold og drengen får ham til at udvikle utilsigtede faderlige sider, men fængslets forbryderiske overhoved har fået øje på den kløvede amerikaner og snart handler det om at fange el gringo.
Mel Gibson spiller nogenlunde sig selv i denne film, og hans maskuline, men selvironiske attitude underholder alle os, der med stadig nostalgi ser tilbage på film som Dødbringende våben (1988) og Payback (1999). Disse film forsvarede majestætisk genrens præmis om underholdning for underholdningens skyld, men fæstnede også en befriende komik, der siden er blevet genbrugt i mangt en action-komedie. Get the Gringo er således ikke løftet over dens genremæssige udgangspunkt og skal ikke ses som en revidering af dens i øvrigt velfungerende struktur.
Det er en klassisk slå-på-tæven demonstration af Mel Gibsons muskuløsitet, men filmen er også omgærdet af en befriende ærlighed og naivitet, der hverken masserer intellektuelle nakkehår eller kan gøde mange diskussioner efterfølgende. Det er en simpel film og sådanne film skal også belønnes for deres bevidste enfold og simplicitet, og altså ikke vurderes udfra en decideret saglig optik - den er et slag i nosserne, et nyrespark, hvis effekt er mærket mange gange før, men altid indbyder masser af underholdning og kæphøje replikker... men, men, men!
Alt er ganske vist en kliche, hvis det dybdeanalyseres for grundigt: Lige fra det ujævne manuskript til de arketypiske hoved- og bipersoner. Get the Gringo er subsistensløs i sin kedsommelige actionform, men alligevel sært underholdende .De mange actionsekvenser fæstner en kedsommelighed hos tilskueren. De synes repeterende og passé i forhold til mange moderne actionfilm, hvis dramatiske grundkerne er hensat til før og efter actionsekvenserne. Problemet er at vi har set det hele før: heltens vendetta og skurkens arketypiske agenda. Og vi ved hvad der vil ske i mellemrummet mellem start og slut – lynild, helikopter, spring over brede kløfter, lynild, bang, bang, et enkelt kys og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”, bang, bang!
Mel Gibson passer parfait ind i rollen som den evige bandit, der med sine tomme, blå øjne, tæver sig vej igennem det støvede terræn. Men han glemmer helt at spille menneske i forbifarten. Som en tom hormonbombe efterlades hans karakter uudfyldt af et adrenalinsøgende manuskript, der hellere vil skyde løs og dræbe enhver stemning og stoflighed. Dens machohed sikrer herrepublikummets gejst, men luller altså undertegnede i søvn med sin mange gentagelser, løse ender og skitseprægede karaktertegning. Det er sløv kunst, men ikke desto mindre en genspejling, og derfor kunst. Det er pop-art, men uden et bagvedliggende motto eller et program – kun et spinkelt håb om at underholde den tonsløse tilskuer. Den lander i plørefyldt genreslikkeri, hvis eneste fremdrift er Mel Gibsons, el gringos, skydegalskab.
Get the Gringo!
