Skriv en kommentar
Er der overhovedet nogen der kan huske The Glass House fra 2001? Filmen red på en bølge af slasherfilm, og eftersom den var blandt de værste af slagsen, blev den lynhurtigt glemt. Ovenpå fiaskoen har man alligevel hevet fat i konceptet igen 5 år efter, og Glass House 2: The Good Mother er delvist en genindspilning og delvist en efterfølger til The Glass House. Det er faktisk svært at sige præcis hvad filmen er, for som en efterfølger indeholder den ingen af de originale karakterer, og som en genindspilning indeholder den kun få ligheder med originalen.
Abbey på 15 år og Ethan på 8 år har netop mistet deres forældre, og står nu til adoption. ”Heldigvis” falder et par ved navn Eve og Raymond straks for Ethan, og da de ser søskendeparrets følelser for hinanden, tager de også Abbey under vingerne. Alt virker idyllisk i starten, men det er svært at opfostre en teenager der stiller spørgsmålstegn ved alt, selvom disse spørgsmålstegn er vel begrundede. Hvad skete der med Eve og Raymonds biologiske søn? og hvorfor er Abbey og Ethan låst inde i huset? Svarene hertil er selvfølgelig ikke yderlige behagelige.
Jeg husker kun den oprindelige The Glass House svagt for dens overskuespil og sædvanlige klicheer, derfor kom det som en endnu større overraskelse at The Glass House 2 rent faktisk havde noget at byde på. Filmen sætter i gang et ganske behageligt tempo. Vi får kun ganske få detaljer af vide fra starten af, inden mysteriet langsomt folder sig ud. Den tilhørende musik til filmen fortæller en tragisk og sørgmodig historie, imens den rent faktisk opbygger en atmosfære kun ganske få film af slagsen har. Instruktøren Steve Antin gør et glimrende stykke arbejde, og det er skam flot gjort, især når man tænker på, at det er hans eneste film til dato. Nu skal jeg heller ikke gøre filmen bedre end den er, for den er netop ligesom The Glass House fyldt med klicheer, overskuespil, personer der træder ud af karakter og plothuller. Meget af dette er dog tilgiveligt, da man ved at alt dette er blevet overvejet, men som man kan lære på filmens kommentarspor, har tid og budget haft stor indflydelse på det endelige resultat. Filmen kunne nemt have været meget bedre, men blot fordi at teamet bag har fået det bedste mulige ud af budgettet, kan man sagtens respektere filmen for det den er. Filmens midte har bestemt også nogle interessante øjeblikke, og det er først i slutningen at det hele går over gevind. Man har simpelthen ikke turde satse på nok nytænkning her, og det er desværre nok mest manuskriptets fejl.
Ved en ”Direct To Video” titel som denne, må man erkende at de har fået fat i en portion fine skuespillere. Jordan Hinson som Abbey er måske ikke en pige man har hørt om før, da hun kun har haft få og små roller, men hun bærer faktisk filmen glimrende, især hendes alder taget i betragtning. Joel Gretsch som Raymond er samme mand der spiller hovedrollen i serien The 4400. Han bærer en fin neutralitet over sig, og selvom hans karakter ofte er utroværdig og irriterende, formår han at fastholde Raymond som en sympatisk og tragisk figur. Den mest kendte skuespiller af dem alle, Angie Harmon som Eve, leverer ligeså filmens værste præstation. Man kender hende bedst fra serien Law & Order, men har ligeså haft roller i f.eks. Fun With Dick And Jane og Agent Cody Banks. Harmon overspiller så det gør ondt i hele kroppen, og i enkelte scener er det helt utilgiveligt.
Glass House 2: The Good Mother er intet vidunder på noget plan, men den er alligevel en overraskelse og et fint bevis på, at et lavt budget ikke nødvendigvis betyder en grim film lavet med og af amatører. Den har sine øjeblikke, men er naturligvis også hurtigt glemt igen. Har du dog en appetit for denne slags film, skal det dog siges at du ikke behøver at se den originale film først, for de har meget lidt med hinanden at gøre. Det er sjældent at efterfølgere er bedre end den originale film, men The Glass House 2 er bestemt en bedre film end 1’eren.
Ekstramaterialet består af et kommentarspor af filmens skabere samt en håndfuld slettede scener. De slettede scener er, som det nu oftest er, af variabel kvalitet. Kommentarsporet er faktisk meget morsomt, da skaberne af filmen nærmest sidder og udpeger alle fejl der er i filmen, også dem man nødvendigvis ikke selv har tænkt over. Ekstramaterialet får ligesom filmen 3 stjerner ud af 6 mulige.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
