Skriv en kommentar
Det har været lidt af en rutsjebanetur at være Glee-seer de sidste mange år. Første sæson af serien der hyldede de upopulære, skæve, kunstneriske og talentfulde eksistenser ved en high-school i konservative Ohio blev et decideret fænomen i en stor del af verdenen. Glee brusede frem på tv skærmen med hjertet på rette sted, smitsomme dansenumre, talentfulde sangere og en skøn grov humor, der stod i lækker kontrast til de til tider lidt rigeligt sukkersøde budskaber. Glee formåede at gribe følelsesmæssigt fat om sit unge publikum på en måde som sjældent var set før. Deres kompromisløse insisteren på at give stemme til de unge mennesker der falder uden for normen, blev belønnet med en dedikeret fanskare. Og det selvom Glee til tider selv er ubærligt klodset i sin håndtering af følsomme emner og blind for sine egne firkantede håndhævelser af stereotyper. Der kan dog ikke være nogen tvivl om at Glee har betydet rigtig meget for rigtig mange med sin umiddelbare hyldest til livets underhunde og uretfærdigt tilsidesatte personer.
Fjol med mening – og sang og dans
Glee er en serie der på pudsig vis blander ren fjol og gøgl med et ønske om at ville sige noget væsentligt om retten til at være anderledes. Når den rammer rent bydes man på indsigtsfulde og følelsesmæssigt medrivende karakterer og historier, når den synger falsk drukner de velmenende intentioner i en substansløs og selvhøjtidelig tone.
Som konsekvent underholdende rød tråd igennem både gode og dårlige stunder er naturligvis de musikalske indslag. Som tv-serie musical, kan et Glee afsnit næsten altid reddes på underholdningsfronten med nogle velplacerede og veloptrådte sange. Den evne er ikke forsvundet i sjette og sidste sæson af serien, hvor der i løbet af de 13 afsnit er rigeligt med velklingende musikalsk leg at fryde sig over, selv når serien narrativt hopper af skinnerne.
Lad os mindes de gode gamle stunder
Glee vender i sin sidste sæson tilbage til start i et forsøg på at genskabe noget af seriens oprindelige magi og tiltrækningskræft. Ved hjælp af lidt klodsede narrative krumspring ender de gamle glee-club stjerner Rachel og Kurt tilbage i folden på McKinley High. Sammen får de til opgave at gendanne og lede skolens nye glee-club – en velkendt gammel traver af et scenarie i seriens historie, men sådan sættes scenen an til gensyn med seriens oprindelige karakterer. Næsten alle er tilbage eller ligger et lille besøg forbi Lima, Ohio og lader sig optage af high-school korets ve og vel. I flere sæsoner har serien kæmpet med at dele fokus mellem de dimitterede glee-folk og nye medlemmer. Efter halvhjertede forsøg på at integrere de nye medlemmer rettes fokus nu endeligt mod afskedstagen med de oprindelige glee-club karakterer. Derfor kommer man også til at savne lidt plads og udvikling til de nye karakterer, der trods alt introduceres i sjette sæson. Den kerne af nye folk der udgør Rachel og Kurts glee-club er både musikalsk dygtige og charmerende bekendtskaber – at dømme fra det smule man får at se til dem. Det er svært ikke at ærgre sig lidt over deres tilsidesættelse i seriens iver efter at give en ordentlig afskedssalut til de gamle karakterer.
Sjette og sidste sæson af Glee bliver først at fremmest en gave til de seere, der har hængt ved fra start. Det må siges at være en sæson der i høj grad appellerer til den indforstået fan. Med en ordentlig portion selvbevidsthed om egne fejl og mangler – som den enkelte enten vil elske eller hade – slæbes seriens mest populære elementer, karakter-situationer og forhold frem i manegen til en allersidste æresrunde. Som gammel fan er det indrømmet dejligt at kunne fryde sig over endnu en velplaceret karakternedsabling fra Santanas skarpe mund, le af Sue Sylvesters overdrevne vredesudbrud, blive blæst omkuld af en diva-duet mellem Mercedes og Rachel og klukke over Brittanys vidunderligt abstrakte indre univers. Disse er glædelige gensyn og det er nemt at overgive sig til den udstrakte afsked med karakterer man trods alt endnu holder af i det ofte absurde, men altid underholdende musikalske Glee-univers. Glee er fortsat bedst når den dropper selvhøjtideligheden og giver fuld skrue for sit store hjerte og sin fjollede natur. Det viser serien sig heldigvis endnu glimtvist at være i stand til i dens sjette og sidste sæson.
Ekstra Materiale
Ekstra materialet tæller kig bag scenen i to små dokumentarer. I Glee: The Final Curtain er fokus på finale-afsnittet, og her bydes man på rørende optagelser fra de enkelte skuespilleres sidste dage på settet. Sådan får man en lille fornemmelse af hvad oplevelsen af at have været med i Glee har betydet for skuespillerne. I Looking Back Video Yearbook, behandles fænomenet Glee. Vi springer ned i gemmelukkerne og ser klip fra skuepillernes optagelsesprøver tilbage i 2008, den tragiske afdøde Cory Monteith bliver husket af sine kollegaer, og skuespillerne mindes deres yndlings optrædener og gæstestjerner gennem de seks år.
Udover disse standard, men søde indslag findes en Glee Music Jukebox på hver disc. Her har man mulighed for at springe direkte til sine yndlingsnumre i hvert afsnit. En dejlig omend lidt unødvendig service her i youtube-æraen. Men med en serie som Glee, hvor det ofte er sangene som gør sig bedst til gensyn, og som står stærkest tilbage i erindringen, er det dog en værdsat tilføjelse til dvd-udgivelsen.
Ekstramaterialet får 3 stjerner
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
