Skriv en kommentar
Da Legendary Pictures, i samarbejde med Warner Bros., udgav deres første monsterfilm, ”Godzilla”, i 2014, blev denne startskuddet til det fænomen, som senere er blevet døbt ”MonsterVerse” – et filmunivers i stil med Marvel og DC’s cinematiske universer. Filmen var dog relativt skuffende, da Godzilla var reduceret til en birolle i sin egen film. Den anden installation i franchisen, ”Kong: Skull Island” (2017), var langt mere underholdende, ikke mindst pga. det velvalgte cast og King Kongs underholdningsværdi i sig selv. Samtidig satte den ”Godzilla: King of the Monsters” op, og hypen blev ikke mindsket, da ”Godzilla vs. Kong” (2020) ligeledes blev offentliggjort. I ”King of the Monsters” træder vi dog lige et eller to skridt op ad underholdningsskalaen ift. de to føromtalte film. De menneskelige karakterer udgør stadig en stor del af narrativen, men denne gang er hovedpersonen uomtvisteligt Godzilla – præcis som han burde være.
Monster vs. monster
Filmen tager sted efter begivenhederne i ”Godzilla” (2014), hvor storbyer blev totalsmadret og menneskeliv gik tabt, efter Godzilla besejrede monsteret MUTO i San Francisco. Den crypto-zoologiske organisation, Monarch, står pludselig ansigt til ansigt med en stor række af ældgamle monstre, herunder endnu engang Godzilla samt de nye tilføjelser, Mothra, Rodan og en kæmpe, trehoved drage, King Ghidorah, der er Godzillas største nemesis.
Visuelt bjergtagende
Skønt filmen formentlig ikke vinder nogle prestigepriser for skuespil eller manuskript til næste års uddelinger, så er den på det tekniske plan utroligt veludført. Bear McCreary’s soundtrack er medrivende og virtuost, og Lawrence Sher’s kameraarbejde er upåklageligt. Hvert monster, især Godzilla og Ghidorah, er nærmest ufatteligt vellavet. Her er der virkelig kræset om detaljen, og man kan mærke den omhyggelige kærlighed, der er lagt i hvert enkelt af monstrene. Det er utroligt vigtigt, specielt når instruktør Michael Dougherty har valgt at skrue helt op for effekterne i millionklassen. Til tider glemte jeg at trække vejret, specielt i de hæsblæsende kampscener, som der gudskelov er masser af. Selve handlingen tager udgangspunkt i et økopolitisk synspunkt, og skønt det egentlig passer fint ind i historien, så glemmer man alt om det, når der er fight night med Godzilla og Ghidorah.
Flade menneskelige karakterer på ny
Filmen har også et stort og imponerende cast. Kyle Chandler, Vera Farmiga, Sally Hawkins og ”Stranger Things”-stjernen Millie Bobby Brown er blandt de store navne, men deres karakterer er både klichéfyldte og tyndt skrevet. Dette irriterer igennem den knap første halvdel af filmen, hvor de menneskelige karakterer er i fokus, og hvor man egentlig bare venter på de monsterkampe som man er kommet for. Den eneste menneskelige karakter, der får lidt plads til at blive andet end et plotværktøj er Ken Watanabe’s Dr. Ishirō Serizawa, der gentager sin rolle fra etteren.
Føles som en vild rutsjebanetur
Instruktør Michael Dougherty har, med stor kærlighed for originalmaterialet, skabt en flot film for fans af kæmpeøglen Godzilla. Jeg kunne sagtens have hevet fat i flere kritikpunkter af denne blockbuster, men i sidste ende, da monstrene fyldte biograflærredet med episke kampe og vanvittige effekter, glemte jeg alt om det og nød filmen som en vild rutsjebanetur.
