Skriv en kommentar
Goldfish Memory er en dejlig varm film om kærlighedens veje og vildveje i det moderne Dublin. Selv om den er en del af
repertoiret på Copenhagen Gay And Lesbian Fetival, er det ikke en udpræget "homo-film". Vi følger en gruppe mennesker i 20-30-årsalderen. Deres historier strejfer hinandens, i lighed med to andre af tidens gode film Lantana og Barbarernes Invasion.
Der er Clara og hendes kæreste, den charmerende og flotte litteraturprofessor Tom (Sean Campion), der desværre ikke er udpræget monogam, men støt arbejder sig igennem litteraturholdets smukke studiner en for en, med de samme små tricks, og den
samme anekdote om guldfisken der kun husker i tre sekunder og derfor uafladeligt oplever alting som nyt og spændende, præcis ligesom personerne i filmen gør det, ved ingangen til et nyt kærlighedsforhold. Men Clara lader ikke stå til, så da hun kurtiseres af den mere modne kvindelige tv-journalist, slår hun til...
Der er langt flere handlingsforløb, og de griber som sagt ind i hinanden, mange bolde i luften, men ingen havner på gulvet.
Filmen er spækket med varme og humor, og så får vi Dublin fra dens allermest indbydende side. Historierne virker troværdige, og det er interessant at se hvordan personernes tilgang til tingene er forskellige i overensstemmelse med deres alder og sted i tilværelsen, fra den små-desperate professor til den sorgløse studine Isolde, der tager begivendhederne som de kommer, uden at lade sig gå på af dem.
Størstedelen af skuespillerteamet er uprøvede kræfter, men de spiller godt - også sammen, og man får det indtryk at instruktøren har fået samlet en god håndfuld af Irlands shooting stars. Instruktøren er tidlige assistent for Scorcese, og er også assisterende instruktør på den forestående premierefilm Bloody Sunday, men beviser med Goldfish Memory at hun så sandelig snildt kan stå på egne ben.
Filmen er krydret med masser af selvironisk symbolik, billeder af to skorstene, eller to færger der mødes på åbent hav, når der dannes par, lyden af hav når der kysses, og filmens skift i historier der forbindes af - billeder af broer.
Ledsagemusikken, filmens "score" er ligesom fotograferingen, afdæmpet og behagelig, filmen er en stor æstetisk nydelse, men
heldigvis også med masser af substans.
Jeg håber Goldfish Memory vil nå et stort publikum, homo- såvel som heteroseksuelt, det har den fortjent!
