Skriv en kommentar
Der er en coolness over George Clooney, der umiddelbart ikke synes at knytte an til dybsindighed. Men nu mere fyren fra kentucky får fingrene i, nu mere afbekræfter han den påstand.
En efterhånden imponerende rolleliste, der spænder over så forskellige film som Tarantinos ”From Dusk till Dawn” (1996) over Cohen-brødrenes ”O Brother Where art Thou” (2000) til Soderberghs ”Oceans Eleven” (og Twelve), har positioneret Clooney som et værdifuldt ansigt i såvel mainstream som anderledes film.
Men manden har tilmed ambitioner, der rækker videre og fører ham til instruktørsædet (og iøvigt også producerstolen). Med ”Confessions of a Dangerous Mind” (2002) blev de første spadestik taget, og nu graver Clooney videre. I Confessions of a Dangerous Mind” arbejdede Clooney efter Kaufmans manuskript med intertaineren Chuck Barris’s biografi. Der blev derved grobund for at studere og lege med tv-formatets tidligere form på en tragi-komisk måde.
Med ”Good Night, and Good Luck” graver Clooney endnu dybere. Denne gang har han valgt en mere hardcore historie, der igen knytter sig til tv-mediet og dets muligheder. Med udgangspunkt i CBS-journalisten Edward Murrows banebrydende og kompromisløse afsløring af den kommunistforskrækkede senator McCarthy´s retorik og lynchning af, alt der blot lugtede lidt af hammer og segl, fortæller Clooney sin historie. Filmen illuderer fint 50’ernes fjernsyn, bl.a. gennem den sort/hvide billedmætning og et lidt anderledes lydspor. Man mærker duften af cigaretrøg fra Murrow og man mærker stemningen på en redaktion som CBS’s. Endnu et interessant og lidt vovet stillistisk greb er, at lade senator McCarthy være sig selv, hvilket vil sige, man lader skuespilleren strathairns snakke med de oprindelige klip af McCarthy. Faren er, at dette let kan virke komisk eller påtaget, men uden at ryste på hånden, har Clooney først et klinisk indgreb, der gør disse sekvenser yderst troværdige.
Filmen er på en gang fortællingen om og en hymne til den idealistiske og kompromisløse journalist, Edward R. Murrow, men den er også et ganske vellykket tidsbillede af start halvtresserne og nyhedsmediernes ungdom. Udover det fortæller filmen også om venskab og samarbejde, tydeligst eksemplificeret ved Murrows partnerskab med produceren Fred Friendly. Således vil og kan filmen mange ting, den glider fint af sted og fanger en helt speciel stemning.
At Clooney selv er skuespiller, spiller måske ind på det intense spil, man mærker i filmen. Som Bruno Ganz i Oliver Hirschbiegels ”Der Untergang” (2004) leverede et portræt, der skabte et ikonisk billede af der Führer, ser vi Murrow blive til i David Strathairns formidable præstation. Hvor Ganz’s portræt også blev til billedet på en diktater, bliver Strathairns portræt her til et billede, der brænder sig fast, når man fremover skal tænke på de sjældne virkeligt ædle journalister.
Clooney ligger selv krop til vennen Fred Friendly, mens filmen også levner god plads til bi-karakterer, der spilles af så stærke folk som Robert Downey Jr. og Jeff Daniels.
I det hele taget fremstår ”Good Night, and Good Luck” som en film, der bliver hængende som en kappe bagefter. En sort kappe fra en sort/hvid film, man tager med sig ud i det farvemættede mediebillede og den kolde hverdag.
