Rocky vs. Raging Bull
De to rivaliserende Pittsburgh-boksere Henry ‘Razor’ Sharp (Sylvester Stallone) og Billy ‘The Kid’ McDonnen (Robert De Niro), vandt, da deres karriere og form var på deres højeste, hver især én kamp mod hinanden. På aftenen for deres afgørende tredje fight i 1983, annoncerede Razor pludselig hans tilbagetrækning fra bokseringen uden årsag. Tredive år senere får Razor og The Kid tilbuddet om det endelige opgør i ringen for at bevise, hvem der er bedst.
Tilbuddet om at bokse mod hinanden kommer dog ikke dumpende fra himlen, selvom det kunne virke sådan. Razor arbejder på et skibsværft og har svært ved at betale sine regninger og samtidigt står hans far og tidligere træner, Louis 'Lightning' Conlon (Alan Arkin), til at blive smidt på gaden fra hans pensionat.
Anderledes bedre går det den kække The Kid. Han er i dag succesfuld bilsælger og stand-up komiker(!), men hans lade livsstil med hurtige damer, usund mad og masser alkohol, har sat sit tydelige spor på hans krop og hans personlige liv.
Det er den rapkæftede, unge og uprøvede boksepromoter Dante Slate, Jr (Kevin Hart), som sætter de to i stævne til at medvirke i et computerspil og tjene nogle hurtige penge. Men Razor og The Kid er kun i samme rum under et minut, før tingene går galt. Da deres eskapader bliver et viralt fænomen på nettet, øjner Dante hurtigt chancen for at tjene penge på at sætte deres tredje og endelige opgør op. Problemet er så bare, at begge boksere er lige så stædige, som de er i dårlig form.
Middelmådighedens mester
Instruktør Peter Segal er kendt fra middelmådige film som Get Smart (2008), The Longest Yard (2005), 50 First Dates (2004), Anger Management (2003), Nutty Professor II: Familien Klump (2000) og Høj Pistolføring 33 1/3: Den Ultimative Fornærmelse (1994).
Grudge Match, eller Tilbage i Ringen som er den danske titel, lander ligesom Segals andre film lidt i middelmådighedens land. Historien om de to pensionerede boksere, der vender tilbage til ringen, er reel nok. Se bare på Evander Holyfield, som gjorde comeback som 43-årig og stadig bokser videre som 51-årig!
”Humoren” ødelægger alt
Det er den løsslupne, humoristiske side, der trækker filmen gevaldigt ned. Man ville ønske, at filmen enten havde valgt at være en hel komedie eller et helt drama. I stedet bliver det lidt af hvert, som hverken er hylende sjovt eller medrivende dramatisk.
Et lovende intenst drama lader til at befinde sig i de to bokseres uventede besøg fra fortiden. Sally (Kim Basinger) var kæreste med Razor, men bedrog ham og blev gravid med The Kid. Sally opsøger pludselig Razor, mens hendes søn B.J. (Jon Bernthal) opsøger sin rigtige far, The Kid. Desværre bliver disse potentielle følelsesmæssige sidehistorier ødelagt af både Dante og Louis latterlige tilstedeværelse som comic reliefs og dermed distanceret indlevelse i deres følelsesmæssige problemer.
Dante er en irriterende og utroværdig gavflab, der minder om Chris Rock. Han er udstyret med bling-bling og fyrer smarte jargoner af i en lind strøm, og det bliver derfor fuldstændig utroværdigt, at hverken Kid eller Razor ville have noget med ham at gøre. Razors gamle far, Louis, skal træne ham og det bliver gjort i kørestol og efter gamle dyder ved at dyppe hænderne i hestepis (eller er det eddike!?). Arkin spiller rollen med komisk snilde i begyndelsen, men hans rolle bliver irriterende åndsvag i længden.
Et par slidte boksehandsker
Grudge Match forener to af filmhistoriens grand old men i en genre, hvor de begge havde succes i henholdsvis Raging Bull (1980) og Rocky-(1976). Selvom idéen om to pensionerede boksere, der skal mødes i et endeligt opgør, er udmærket, har produktet desværre overskredet sidste salgsdato, ligesom de to aldrendes skuespilleres karriere.
Et par slidte boksehandsker kan ikke reddes.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..