Skriv en kommentar
Der er lavet en del film gennem tiden, der dealer med bryske, gnavne og mavesure mænd. Nu er det kvindernes tur - eller i hvert fald en kvindes tur. Mød Pansy, der har riven ude mod såvel ganske fremmede som sin egen familie. Alt er galt, alt er der i vejen og af alt bliver hun træt. Alligevel har hun en mening om alt, men bare ikke en positiv en af slagsen. Kritik og brok rimer på Pansy, der på sin vis er lovligt undskyldt. Det vil sige, at Pansy er både depressiv og angstfyldt. Det med at være ude i det offentlige rum er heller ikke lige noget for Pansy. Ikke engang det, at besøge sin mors gravsted med sin søster, er noget, der falder Pansy let. Pansy ved godt, at sindet og væremåden er en udfordring for andre, men Pansy er desuden overbevist om, at hele hendes familie slet ikke kan lide hende overhovedet. Pansy er efter sin mand og søn, og det er svært at navigere i en tilværelse, der er så fyldt med benspænd, som Pansys er. Hvad skal der blive af hende, og hvad skal der blive af alle de andre?
Det var godt nok mange gange, at Pansy blev nævnt i ovenstående. Det er der ikke så meget at sige til, for hun er den gennemgående urkraftkarakter i Mike Leighs seneste skud. Yes, det er den Mike Leigh. Manden bag socialrealistiske dramaer gennem en menneskealder. Hans virke og aftryk i filmbranchen er upåklageligt, og signaturen er ofte det humoristiske i kaotisk dagligdag. Han er en slags “lige en sjat” yngre version af Ken Loach, og er en mester ud i at ramme en filmisk tone, man bliver grebet af. Sådan er det sådan set også med “Hard Truths”, der på dansk kom til at hedde “Svære Sandheder”, der mere eller mindre ubemærket fik spilletid i de danske biografer. Nu er det så klar på streaming, så du i magelighed kan sætte sig til rette i sofaen og være på sikker afstand gennem skærmen, når Pansy skælder og smælder alt, der passerer hendes verden.
Det er Marianne Jean-Baptiste, der tager sig af den iltre, men samtidig skrøbelige Pansy, mens Michele Austin agerer søsteren, og David Webber, der må stå på mål for skældud i hjemmet i form af Pansys mand Curtley. “Hard Truths” kræver sine kræfter, for selvom den består af en række almindelige hverdagssituationer, så er håndteringen af dem ganske anderledes end for Hr. og Fru Pastelfarve. “Hard Truths” har dog sine lange sekvenser og nogle scener, som virker overfladiske og knap så relevante for filmens progression og budskab. Det er med garanti bevidst for at signalere normaliteten, men på trods af sine blot 97 minutter, så undgår den desværre ikke at blive lige stillestående nok i mindre perioder. Er du til drama med et humoristisk tvist, så behøver jeg ikke sige mere. Det er ikke 82-årige Leighs stærkeste kort, men “Hard Truths” beviser nok til at holde fast i den velkendte instruktørs relevans i branchen.
