Skriv en kommentar
KØB SPILLET HER
Nogenlunde samtidig med udgivelsen af den femte film i rækken om den lille, bebrillede troldmand Harry Potter kom dette spil. Harry Potter behøver ingen dybdegående introduktion, da figuren, filmene og naturligvis bøgerne er gået hen og blevet en verdenssensation, som uden tvivl vil blive husket i resten af menneskets eksistens. Harry Potter rammer nemlig med et pletskud mellem voksen- og børneunderholdning, og virker forfriskende ovenpå de utallige forsøg på, at gøre Tolkiens værker efter. Dette er nemlig forholdsvis let underholdning, der mere handler om at vokse op, end det egentlige eventyr man bliver præsenteret for. Netop dette gør Harry Potter interessant og evigt relevant.
At spille Harry Potter And The Order Of The Phoenix efter at have set filmen, har for mange været en enorm skuffelse, sikkert pga. filmens i forvejen høje standard. Mange anmeldere har givet spillet en dårlig eller middelmådig karakter, så da jeg gik i gang med det, blev jeg hurtigt positivt overrasket. Ikke alene er det blandt de flotteste grafiske spil til Playstation 2, men det er også utroligt medrivende og interessant at styre Harry Potter rundt på Hogwarts og gennemføre de mange forskellige missioner, sidemissioner og lede efter steder hvor man kan bruge sin sidste nye lærte besværgelse (som endda giver point, og åbner for diverse filmklip i Belønningsrummet).
Spillet følger filmen ganske nøje, og mange filmsekvenser er forkortede udgaver af scener fra filmen. Enkelte steder går spillet videre og følger bogen lidt, og få steder finder den sine egne veje, dog uden at ødelægge noget af den oprindelige historie. Jeg vil umiddelbart ikke anbefale dette spil til nogen som ikke har set filmen på forhånd. De steder hvor man skal følge plottet, er svært uden kendskab til historien, da dette går med forrygende hast, og ofte bliver sprunget let henover. Derfor kræver spillet faktisk, at du på forhånd ved hvad der sker i historien, da ikke alt bliver forklaret. Disse scener virker nærmest som en opsummering af et tidligere Tv-afsnit på Tv. Først i spillet vælger du sprog, hvor engelsk anbefales, men for børn er det danske lydspor faktisk slet ikke så ringe endda. Mange af de stemmer vi kender fra filmene gentager deres roller. Daniel Radcliffe mangler dog, men hans vikar gør det ganske udmærket. De danske stemmer kender du også fra filmene, hvis du da har set disse med dansk tale. Derefter er det tid til at vælge sværhedsgrad (let, normal og svær). Spillet er overhovedet ikke svært, og det er minispillene i spillet man egentligt kan mærke det på. Jeg valgte mellem, og havde faktisk kun et problem på en enkelt bane i minispillene, men efter en time var den heldigvis klaret. Herefter er det bare at komme i gang med spillet.
Med spillet følger et kort over Hogwarts, som dog også sagtens kan ses i menuen, og er uendeligt svært at finde rundt i. Når man går i gang, vælger man dog sin mission på kortet, og små fodspor sætter Harry i den rigtige retning. Snart kender man Hogwarts forholdsvis godt, men der er altid nye steder at opdage, og nye ting at opdage på gamle steder. Ved hjælp af højre analog pind vifter Harry sin tryllestav, og efterhånden som man spiller, lærer man nye besværgelser. Nogle skal bruges i nærkamp, andre bruger man til at reparere, skubbe eller endda sætte ild til ting på Hogwarts med. Styringen af Harry er fornem, og med kortet i menuen som vejviser, er spillet let at gå i gang med. Som hjælp har du næsten altid Rupert og Hermione der følger efter dig, og dem kan du spørge til råds, hvis du ikke lige kan huske, hvad du er i gang med, og er blevet for opslugt af sceneriet eller de mange forskellige minispil. Du kan som så ikke dø i spillet, hvilket gør at spillet er nemt at gå igennem, det svære ligger i, at få det hele med, og opdage alt. Hogwarts’ malerier kan du finde kodeord til og benytte som genveje, imens minispillene troldmandsskak, spytkugler og knaldkort også hurtigt kan fange din interesse.
Som sagt er dette blandt de flottest grafiske spil til Playstation 2. Skaberne af spillet har ligeså slået hovederne sammen, og skabt Hogwarts ud fra filmene samt bøgerne, og dette er en imponerende præstation. Grafikken kører glidende, og sceneriet er ofte detaljerigt nok til, at man bliver nød til at stoppe op for, at kigge på det. Ganske vist er filmsekvenserne i spillet ikke de flotteste, og så er de jo også tilmed alt for korte til at finde hoved og hale i, men dette er blandt de få gange, hvor selve spillet er flottere end filmsekvenserne, da fokusen ofte er den anden vej rundt. Stemmerne er mange og gode, alt bliver sagt på flere måder, så du ikke konstant skal høre det samme, selvom du nok skal nå at blive irriteret over Rupert og Hermiones konstante jagen på Harry. Musikken er for første gang i spillenes historie som du kender den, og så er den tilmed genindspillet af et stort orkester, hvilket giver spillet en hel filmisk fornemmelse. Lydene er ligeså velkonstruerede, og stemmerne er som nævnt ikke at sætte en finger på.
Spillet er dog ingen genistreg, på trods af mine lange baner af ros til det. Der mangler en stor portion originalitet, og nærkampene er alt for forvirrende. Selv ikke når spillet nærmer sig slutningen har man fundet ud af dem, man ruller blot rundt på pinden, og håber at udfaldet er positivt, hvilket det ofte er. På trods af disse ting kan fans roligt erhverve sig dette spil, og jeg synes bestemt ikke det er værre end de andre spil i rækken, hvilket også har en nogenlunde høj kvalitet.
