Skriv en kommentar
Lad mig sige det rent ud, jeg nød den første del af Harry Potter og Dødsregalierne. Filmens knap 2½ timer var alt for korte til mig, og jeg kunne snildt have sat det dobbelte til livs. Men med fare for at gå 5'erens clairvoyante skabekrukke, Professor Trelawney, i bedene, spår jeg, at min begejstring ikke rodfæster sig ubetinget i de øvrige biografsæder.
Instruktør David Yates begår nemlig med seriens magiske 7’er et ret risikabelt kontraktbrud mellem afsender og modtager – et kontraktbrud, jeg oplevede som et tiltrængt skud nærvær, men som mange andre formentligt opleve som forræderi. Hogwarts er væk og med den hele historiens vandte struktur.
Hvad er problemet, kan man spørge? Yates har umiddelbart holdt sig til Rowlings forlæg; også hun dropper i Dødsregalierne formlen fra de 6 tidligere bøger ved at udvise os fra det trygt formynderiske Hogwarts og delvist overdrage os i de tre hovedkarakterers umyndige varetægt og delvist til de britiske øers monstrøse og kaotiske vildnis.
Bevares, også Fru Rowling udfladede tempo og struktur i bogforlægget med et næsten ulideligt langt omgang orienteringsløb efter Voldemorts resterende sjælebeholdere; horcrux’ene. Men hvor Rowlings valg var tillidsvækkende, fordi hendes Syver ikke bare lovede en lang trommehvirvel, men også indfriede paukeslaget ved at bringe os tilbage på skolen, finder vi nu Yates fortæller-autoritet under større beskydning. Hans ”trækken os rundt” på heden, ved kysten og i skovene kan let føles som en flakkefærd fordi det først slutter i næste film, ligesom handlingens fundament kan synes skørt og skrøbeligt, fordi det nu nærmest kun hviler på de tre hovedkarakterers spinkle skuldre (og skuespillernes til tider ligeså spinkle format). Nøgent og frysende, berøvet kostskolens semestersegmenterede urværk, tårnspir, spidsbuer og ikke mindst myriaderne af assisterende bipersoner, kan de tre karakterers skiftevise kiv og forsoninger så stadig bære fortællingen? Kan Rupert Grint (Ron), Daniel Radcliffe (Harry) og Emma Watson (Hermione) alene indfri filmens vigtigste tematiske grundtone – historien om deres venskab?
Jeg fandt, at det kunne de faktisk. Jeg var opslugt og medrevet fra start til slut, fordi jeg i Dødsregalierne blev udsat for seriens hidtil omhyggeligste persontegninger og -nuanceringer, og dermed et univers med en helt uhørt skarp og knasende tekstur (En ære som dog også tilfalder Eduardo Serras vanvittigt betagende cinematografi). Realisme og magi skurrede skønt mod hinanden hér – som bølger og klippeskær. Jeg nød filmens fortabelse i de tre venners forhold, fordi relationens blomstring og knopskydning gennem 9 år har ført den vidt, men også fordi at det var sidste chance for at føle nogenlunde stilfærdigt med vores helte, inden actionbrag og SFX-ramasjang helt bemægtigede sig finalen.
Men 7'erens tilbageholdte åndedrag fungerede også, fordi det fik de faktiske handlingshøjdepunkter til at træde så meget desto tydeligere frem. At se Harry Potter 7 er nemlig som at følge et tordenvejr i horisonten; ude på sletterne, i ly mellem de tre unge troldmænds teltvægge er Voldemorts Verdensbrand bare en fjern rumlen. Men så, BLITZ!, angriber Dødsgardisterne ud af det blå og Tonks og Remus bryllup bliver et inferno af død og lemlæstelse. Og så, hugger Voldemorts fobifremkaldende slange, Nagini til i form af en gammel dame. Og så, i et piskesmæld folder Helena Bonham Carter sin flamboyante skurkinde, Bellatrix Lestrange, ud i en længe ventet magtdemonstration af et raserianfald, da det går op for hende, at nogen er brudt ind i hendes bankboks i Gringotts. Og så, folder det smukkeste skyggespil sig tilsvarende ud, da Hermione læser den eventyrlige historie om De Tre Brødre, som beretter om myten bag 7’erens undertitel; Dødsregalierne. Og så, og så, og så videre…
Højdepunkter er der faktisk nok af i Dødsregalierne, men de kommer ikke som en accelererende lavine mod et kulminerende klimaks; de træder snarere frem som gaffellyn på en dyster, dyster tordenhimmel (har Yates nærmest skabt en fantasy-gyser hér?), der aldrig giver os skybruddet, men bliver ved at rumle ildevarslende.
Nogle vil miste tålmodigheden. De vil kalde 7’eren for et forfærdeligt tyndt smørlag, og måske gå så vidt som til at beskylde manuskript-forfatteren for bare at have hugget Rowlings historie over på midten uden tanke for delenes individuelle overlevelsesevne, og endnu værre: Warner Bros. og Heyday Films for unødig spekulation i dobbelte billetindtægter. Den pligtskyldige skepsis er noteret og drysset i anmelderbægeret som den nødvendige malurt – men kun som en knivspids. Drikken er stadig liflig og potent, og bægeret hermed givet videre.
