Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Hart of Dixie” er på sin vis en typisk skabelon-skåret amerikansk TV-komedieserie. Og så er der alligevel ét eller andet, der løfter komedien om forviklingerne for storbypigen, der møder sydstats-liv og –temperament, et stykke over rutinepræget tæppebombardement med rutineprægede punchlines. Hvert afsnit er desuden på 40 – 45 minutter, hvor et afsnit af en typisk komedieserie ligger på 25 minutter. I sig selv en forskel, der giver råderum for at fortælle en mere kompleks historie – om end den selvfølgelig stadig bliver hakket i stykker af reklamer, når den bliver vist på TV.
Zoe Hart skal ifølge plottet være en veluddannet New Yorker-læge. Med Rachel Bilson bliver det imidlertid til et postulat af behersket troværdighed. Hun er køn, bevares, men hendes udstråling har hverken dramatisk eller komediemæssig ’kant’ til at være udgøre selve seriens hovedperson og omdrejningspunkt. Til gengæld byder serien på et mylder af skægge, skæve, kejtede personer, som formår at gøre puste liv i et plot, der i sit udgangspunkt i høj grad rummer faren for mere eller mindre at latterliggøre livet i den lille sydstatsby Bluebell.
På sin tur tilbage til byen, har Zoe medbragt kæresten Joel, som hun har nået at finde i de 5 måneder, der er gået siden hun vendte snuden tilbage mod New York. Joel er forfatter, mere in spe end af navn, og har en solid bagage af storbymenneskets vaner og uvaner. Han har fra starten svært ved at lægge bånd på sin nedladenhed over for det mildt sagt provinsielle liv, men han tør så småt op og finder nye bekendte, blandt andet Wade Kinsella, som Zoe tidligere har ligget i med.
Denne sammenhæng er selvfølgelig udgangspunktet for diverse refleksioner hos Zoe, Wade og Joel, men også for en dialog, der rummer flere lag og frem for alt diskrete og alligevel ganske lune pointer. Befriende, at ”Hart of Dixie” som komedieserie har en form, hvor humoren trives uden dåselatter og hvor tempoet er noget mere behersket end i for eksempel ”Venner”.
Der er den sorte borgmester Lavon Hayes, som måske ikke har den helt store politiske tæft, men som er et hjertens godt menneske, ikke mindst over for sin kæreste. Ganske interessant i dén sammenhæng, at der er tale om et sort/hvidt part i sydstatssammenhæng, så man kan vist godt tale om en politisk korrekt pointe.
Der er den lige så godhjertede advokat George Tucker, som Zoe også lå i med. Hendes afslag slog ham så meget ud, at skrev en sang om sit knuste hjerte og kastede sig ud i en lige dele desperat og håbløs karriere som sanger. Han bliver dog hevet ud af sine alkoholiserede tåger for at hjælpe byen igennem en retssag, der har truet med at afblæse Bluebells traditionelle historiske optog – og så er han også i spil som én af dem, der prøver at holde distance til Zoe.
… og så er der skiftende sammenrend af piger, der mere eller mindre skamløst jagter prestige – i hvert fald over for hinanden - og ikke mindst kærester af den rette penge- og statusstærke støbning. Alt sammen på en lidt klodset måde, der udstiller den enkeltes menneskelige svaghed, for eksempel hvor det bliver afsløret, at pigen Lemon ligger i med den enfoldige Meatball. Hvor langt kan man synke? To personer, der er opkaldt … efter mad? Det fine ved disse langt hen ad vejen ordinære ingredienser er, at den historie, hvori de udfolder sig, aldrig bliver ondskabsfuld og nedladende. Personerne bliver hele tiden behandlet med én eller anden grad af respekt, så begivenhederne aldrig bliver tåkrummende pinlige, faktisk tværtimod.
Efter denne tredje sæson med ”Hart of Dixie”, som jeg ikke kendte på forhånd må jeg erkende, at min indledende skepsis faktisk blev gjort til skamme tidligt i 2. afsnit. Serien er absolut letfordøjelig men dog velspillet og –skrevet samt udført med en lethed, der giver lyst til at se flere afsnit.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
