Skriv en kommentar
Havnekammerater er noget så sjældent som en finsk film, der ikke er signeret Kaurismäki. Alene af den grund er det spændende at se "Havnekammerater", men resultatet er dog ikke helt vellykket.
Hovedpersonen Rempo og hans forlovede Aila bor sammen i den finske havneby Kotka på et lummert kammer sammen med musikeren "Fede". De drømmer om ægteskab og egen frisørsalon, men Rempo er bidt af en gal jazzmusiker. Trods musikerdrømmene sælger han sine højtelskede jazz-plader og sit trommesæt og sætter alt ind på at virkeliggøre salondrømmen.
Men efter en beruset nat i byen vågner Rempo op med lommesmerter. Han har smidt alle sine og Ailas penge i det værtshus, som han og slænget plejer at hænge i. Inden den nyslåede værtshusejer kan nå at sige undskyld, har Aila forladt ham for på egen hånd at gøre karriere som frisør i Helsinki.
Vennerne trøster den hjerteknuste Rempo med, at han kan vinde Aila tilbage ved at sætte værtshuset i stand og tjene styrtende med penge. Om kort tid vil han kunne købe hende mindst 5 frisørsaloner, lover de.
Projektet går i gang, gutterne øver det ene jazznummer efter det andet og kæmper for at beholde deres spiritusbevilling i den ramponerede bar. Nyhedsværdien og det spændende ukendte jazz-musik tiltrækker snart hele den lille by inklusiv den tidligere værtshusejer, der pludselig er meget interesseret i at købe stedet tilbage.
Vi følger værtshusets skæve daglige gang og det farverige klientel, der gang på gang sætter benene på det livlige dansegulv og drikker husets specialitet: en blanding af sprut og postevand. Rempo lever det søde liv, og han er endda ved at få øjnene op for andre piger, da Aila pludselig står i døren igen..
Havnekammerater er en stemningsfyldt film, der rammer 50'er-jazzens glade tone og høje humør. Det er sjov og ballade, fest og glade dage. Men man længes så inderligt efter mere handling og narrativt drive, men det nedprioriteres til fordel for eftersynkroniseret sang og musik. Det bliver hurtigt meget kedeligt.
I starten af filmen etableres der små spændende plottråde, som instruktøren blot lader løbe ud i sandet til fordel for endnu et eftersynkroniseret jazznummer, desværre.
Personskildringen og dialogen er meget karikeret, og historien er ensidigt fortalt. Anderledes spændende ville det være, hvis f.eks. instruktøren havde fokuseret på værtshuset og musikken som en udviklingshistorie for Aila og Rempo, jazzkammeraterne og alle de andre i havnebyen.
I stedet hører vi endnu en lunken jazzsang i et tvivlsomt playback.
Der er altså ikke så meget andet at komme efter i denne film end et par gode dansetakter og en finsk sommeraften af sød feel-good-stemning uden nye toner eller megen substans.
Selvom havnekammeraterne så afgjort holder takten og spiller god musik, taber filmen sine tilskuere ved at lade selve fortællingen være baggrundsstøj.
