Skriv en kommentar
Historien foregår i Torino i Italien, hvor den unge skolelærerinde Philippa (Cate Blanchett) er i politiets varetægt, efter at hendes bombeattentat på en narkobagmand har slået fejl og dræbt fire uskyldige mennesker.
Hun er chokeret, da det i politiets afhøringslokale går op for hende, hvilke skader hun har forvoldt. Bomben var udelukkende tiltænkt den udadtil pæne og respektable forretningsmand Mr. Vendice, hvis lyssky affærer som narkohandler har kostet flere mennesker livet, her i blandt et par af Philippas elever og hendes egen mand, der er død af en overdosis.
Den unge politimand og translatør Filippo (Giovanni Ribisi) falder pladask for den unge smukke lærerinde, og han beslutter sig for at hjælpe hende med at flygte. Han tror på, at hendes hensigter med bombeattentat var ”gode” og på, at hun I virkeligheden er et godt menneske. Så efter et par simulerede mavekramper, et par falske telefonopkald og en hel masse vanddrivende piller i kaffen lykkes det Filippo og Philippa at flygte sammen.
Under den langsomme flugt gennem Italiens smukke bakkelandskaber forelsker de to sig mere og mere. De er begge klar over, at deres dage sammen er talte, for de har halvdelen af Torinos politikorps lige i hælene. Men det gør bare deres tid sammen meget mere intens og endnu mere romantisk.
Filmen er egentlig opbygget som en thriller, hvor der i første halvdel bygges op til en spændende historie om menneskeflugt som i sidste halvdel skal kulminere med en konfrontation. Men i stedet for at speede tempoet op, som der normalt gøres indenfor denne genre, sker nøjagtig det modsatte. Filmen snegler sig af sted og udelader næsten demonstrativt enhver form for suspense.
I stedet lægges vægten på det indre drama, på de to elskendes situation og på begges opofrende godhed. Her kan man sige, at det skinner igennem, at filmen egentlig er skrevet og skulle have været filmatiseret af den nu afdøde Krzysztof Kieslowski.
”Heaven” er en billedskøn, romantisk og underholdende film, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så fantastisk godt sammen som det umage par, de nu engang er. Men I sidste ende bliver filmen simpelthen for dræbende langsom, måske fordi instruktøren Tom Tykwer fortaber sig i Torinos smukke landskaber og i hele det romantiske scenarium med de to elskende på flugt.
Selve den moralske fabel om Philippas gode hensigter, der tjener et højere mål, virker påklistret og fungerer ikke. Måske fordi personskildringerne aldrig bliver rigtig interessante. Personerne fremstilles for unuancerede til, at vi opnår en fuldstændig forståelse for deres drastiske handlinger, og for hvem de overhovedet er.
Alt i alt er det en lidt for forsøgt moralsk fortælling om den gode hensigt og om kærligheden som det højeste og egentlige mål. Instruktøren har tilsyneladende prøvet at være nyskabende inden for denne genre med denne klaustrofobiske og minimalistiske thriller uden tempo og suspense. Om denne nyskabende ide holder vand ved jeg ikke helt.
Filmen skal ses for det gode skuespil, for dens smukke og stemningsmættede billeder - og så selvfølgelig for at se Cate Blanchett blive kronraget!
