Skriv en kommentar
Rumfilm er noget vi kender alt for godt. Blot i dette år blev vi præsenteret for ”Ad Astra” med en formidable Brad Pitt og sidste år var det Damian Gezelles ”First Man”. Nu har teenageidolet skiftet vampyrtænderne ud med en sensitiv og hårdtarbejdende far – fanget på et rumskib med et lille barn, langt fra Jorden.
Barnet græder, imens Monte (Robert Pattinson) er ved at reparere sit rumskib. Hvem i alverden tager en baby med ud i rummet, er den første tanke. Dog er der mening med galskaben. Igennem flashback sekvenser følger vi en gruppe af udstødte unge, der er blevet sendt til rummet for at samle information om sorte huller. Disse unge må ikke have sex, men alligevel er videnskabskvinden Dr.Dibs ( Juliette Binoche) fast besluttet for at gøre alle kvinderne gravid ved brug af mændenes sæd. Og hvis man alligevel har brug for lidt hygge, så er der det infamøse ”fuckbox”.
Den franske instruktør, Claire Denis, får her debut med sin første engelsktalende film, der udforsker seksualitet, den menneskelige biologi og sorte huller i en forvirrende sci-fi film. Om der er noget, som er glippet eller underforklaret for denne anmelder, så er det er ret forvirrende film uden et traditionelt plot. Dette er naturligvis også ganske fint, hvis publikum kan følge med historien, men grundet dens eksperimenterende stil og anderledes genre, bliver de næsten 2 timer lidt for kedelige.
Der er nok mange uforløste spørgsmål. Hvorfor i alverden sender man netop denne gruppe mennesker ud i rummet. De prøver konstant at slå hinanden ihjel eller voldtage hinanden. Ikke lige den bedste gruppe for videnskaben. Hvordan er der fortsat mad til dem alle og hvordan bliver ingen af dem ældre, selvom de er ude i rummet i flere år? Disse spørgsmål får vi aldrig helt besvaret, hvilket kan virke ret frustrerende og til sidst meget meningsløst.
Denne film er bestemt en smagssag. Nogle vil synes den er meget fascinerende og et nyt friskt, pust på sci-fi genren. Andre vil nok føle, at rejsen er utrolig kedelig og intetsigende, da der virkelig ikke sker det helt store, og karakterernes motivation anses som mærkelige.
Dog er Robert Pattinson kommet langt siden hans ”Twillight” dage, og det er faktisk en fornøjelse at se han, som den stædige og viljestærke far. Selvom forholdet imellem datteren kunne være stærkere, kan man heller ikke bebrejde ham for at holde en distance – også i det yderste rum.
