Skriv en kommentar
Kort fortalt forsøger Coen brødrene at genoplive og fremstille Hollywoods storhedstid i de tidlige 50’ere. De vil vise bagsiden af stjernes glamourøse livsstil, hvor druk, alkohol, homoseksualitet var en del af privat livssfæren. Eddie Mannix (Josh Brolin) styrer Capitol Pictures’ image udadtill, hvor han holder skuespillerne i kort snor. Skuespillerne var på kontrakt og blev opfattet og behandlet som filmstudiernes ejendom. Vi følger Mannixe’s arbejdsdage/nætter fra 7 til 24. Hans udfordringer består bl.a. i, at stjerneskuespilleren i ”Hail Caesar”, Baird Whitlock (George Clooney) bliver kidnappet af nogle kommunister, én af studiets stjernerinder er gravid, én instruktør bliver tvunget til at arbejde med en skuespiller, som ikke kan artikuler, fordi han kun er vant til at medvirke i cowboy film, hvor der skal laves stunts og blot siges nogle få’ replikker, som f.eks. ’hyp’.
Coen brødrene får i ordets bogstavlige forstand lavet en Woody Allensk ”Reconstructing Harry” i blinde og døvhed. Der bliver lagt an til en del forskellige små sidehistorier, som der aldrig bliver fulgt op på f.eks. scenen, hvor DeeAnna Moran (Scarlett Johansson) skal spille havfrue, men har kvalme på grund af graviditet. Hovedhistorien hvor skuespilleren Cæsar bliver kidnappet, bliver der heller ikke fulgt op på. De fatale og stive replikskifte bliver krydret med lidt stepdans og musical sange, men kompenserer ikke for det rodet og manglende plot og den narrative fremdrift.
”Hail Caesar” er et stort usammenhængende sammensurium, som virker som et spontan, ikke gennemtænkt luftkastel fra instruktørernes/manuskriptforfatternes side. Hos undertegnede anmelder vækker ”Hail Caesar” reminiscenser til filmen ”The men who stare at goats” fra 2009, også med George Clooney i hovedrollen, og også et ligeså stort luftkastel som nærværende film.
