Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den franske instruktør Laurent Cantet fik i 2008 Guldpalmerne i Canne for Klasse. I 2012 var han en del af teamet bag 7 Days in Havana, der med 7 novellefilm beskriver om ikke bagsiden af Cuba så i hvert fald en så perifer del af samfundet, som man fra officielt hold ikke er voldsomt stolt af.
Ved dén lejlighed fik Cantet mulighed for at filme og instruere Himlen over Havana, oven i købet med tilladelse fra styrets kulturministerium og med cubanske skuespillere. Filmen udtrykker imidlertid en så tydelig og så skarp kritik af det cubanske styre, at den meget hurtigt efter premieren på Havana Film Festival blev taget af plakater og herefter skal findes på det sorte marked.
Det er filmens overordnede politiske kontekst. Den overordnede historie handler om fem gamle venner, der efter mange år ser hinanden igen, blandt andet for at fejre, at Amadeo, der drømte om at blive forfatter og i den forbindelse flygtede til Spanien, er vendt tilbage til det socialistiske Cuba.
Amadeos drømme gik ikke i opfyldelse. I stedet for forfatter, blev han håndværker. Aldo er uddannet ingeniør men arbejder helbredsmæssigt udsat og med en særdeles trængt økonomi på en batterifabrik. Kunstmaleren Rafa har aldrig opnået succes og anerkendelse og hans kone, der er øjenlæge, arbejder til noget, der ligner sulteløn, mens deres sønner har Cuba bag sig og i stedet bor i USA. Og så er der Eddy, en smart – måske lidt FOR smart – forretningsmand, der rider både ubekymret og risikabelt på en bølge af tvivlsomme foretagender.
Hver for sig har de 5 personer mere end rigelige mængder af bristede drømme og forhåbninger med sig. Der er ikke rigtigt nogen af dem, der i en alder af godt 50 år kan se tilbage på en succesfuld karriere. Med vennerne omkring udfolder der sig derfor en intens erkendelsesproces for de 5 venner, både over for dem selv og for den enkelte over for de 4 andre. Der bliver søgt forklaring på, hvorfor livet har formet sig og hvem der måtte kunne drages til ansvar for den begrænsede succes i livet.
Fra starten dukker vemodigt lattermilde erindringer frem af glemslens og fortrængningernes tåger, men snart bliver meningsudvekslingerne mere skarp og bitter, ikke mindst over for Amadeo, der ved sin udrejse forlod en kræftsyg kone. Særligt Rafa bebrejder ham i hvert fald, at han ikke var ved hendes side i den sidste svære tid.
Der er måske dem, der karakterisere Himlen over Havana som filmet teater. En alt andet lige ret upræcis karakteristik, der worst case blot kan dække over, at man ikke helt har fornemmet hvor stærke sager, der er tale om, når den politiske kontekst og intensiteten mellem de 5 personer går op i en højere enhed.
Der vil måske også være dem, der har haft øjne og ører lukket så længe, at automatreaktionen er at betegne filmen som kontrarevolutionær. En reaktion, der kun understreger, hvor vigtigt det er at søge en konstruktiv dialog og at gøre op med dogmer, når virkeligheden alligevel har fjernet ethvert grundlag for deres troværdighed.
