Skriv en kommentar
Det er en helt særlig tid på året for nomaderne i den mongolske Gobi-ørken, når først kamelerne foler. Folket i den forblæste kæmpeørken er dybt afhængig af det dobbeltpuklede transportdyr. Således også den tre generationer store familie vi møder fuldstændig afsondret fra omverdenen i den tyske dokumentarfilm, Historien om den grædende kamel.
Her samler opmærksomheden sig om den sidste kamel, der mangler at bringe et føl til flokken. Det bliver en besværlig fødsel. Og afkommet, det er et helt hvidt føl, som moderen nægter at tage til sig. Familien gør en ihærdig indsats, men intet hjælper. Til sidst må de ty til et gammelt ritual, der siger, at en musiker skal spille for kamelmoderen. Når moderen takket være de musikalske toner begynder at græde, så er hun klar til at tage sig af sit føl.
Historien om den grædende kamel vinder først og fremmest på sine smukke, smukke billeder. Det gælder såvel de store landskabsbilleder udover Gobi-ørkenen, som de mere intime i familiens lejr. Det er i mange sekvenser tydeligvis iscenesat dokumentarisme, men aldrig i en sådan grad, at filmen mister troværdighed. Filmen fremstår tværtimod nøgternt og observerende, og da der ligeledes heller ingen speaker er hæftet på, er tolkningen af de enkelte billeder helt op til os selv.
Såvel billeder som dramarisk udvikling foregår i dvælende luntetrav. Men efter en lidt tam indledning får den lille fortælling sin helt egen særegne sørgmodighed, som når det nyfødte føl – som en anden den grimme ælling – vralter af sted efter sin mor, der afvisende tager flugten og efterlader føler alene med sit hjerteskærende skrig.
Men de to unge instruktører, Luigi Falorni og Byambasuren Davaa vil selvfølgelig en hel del mere med Historien om den grædende kamel. Filmen giver et observerende indblik i nomadernes daglige liv i ørkenen. Men det er ikke et dybt indblik. Dertil er persontegningen af de tre generationer flygtig – ikke mindst på grund af den sparsomme dialog. Så selv om vi med den lille fortælling som fin dramatisk motor får et indtryk af familiemønstre og værdier blandt nomaderne, så bliver vi altså ikke for alvor klogere på deres livsvilkår.
Men selv uden det vidtløftige perspektiv er Historien om den grædende kamel en vellykket dokumentarfilm for de tålmodige. Smuk, sørgmodig og dog livsbekræftende.
Ekstramateriale er der ikke noget af.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Criterion Film.
