Skriv en kommentar
Foran mig ligger filmtidsskriftet KOSMORAMA, nr. 114 fra maj 1973 – med en gulbrun forside, hvor en kortklippet ung, nøgen kvinde med åben mund og lidt tilbagelænet, og på bagsiden sidder en nøgen mand med hovedet højere oppe og mere åben mund og lukkede øjne og deres knæ er viklet tæt sammen i en elskovsleg. Billedet er et af de mange tætte sexscener fra Sidste Tango i Paris, som fik så store konsekvenser for skuespilleren, Maria Schneider – fordi der i filmen er en voldtægtsscene, som ikke var nedskrevet i det manus, som hun fik til gennemlæsning – og hvor den store italienske filminstruktør Bernardo Bertolucci (1941-2018) bagefter udtalte, at der også skal være plads til det spontane. Hvor Marlon Brando med en pakke smør får analsex med Maria Schneider. Og Bertolucci var bange for, at hvis han fortalte alt, ville hun springe fra. I Italien blev filmen med de scener taget af plakaten efter få dage og instruktøren måtte i retten for at forsvare sin film.
Men det er de scener, som Jessica Palud bruger for at vise os et mere nuanceret billede af det liv, Maria fik efter den film – hvor hun måtte kæmpe med at blive udstødt – uden de store hovedroller. Vi følger hende i starten i dialog med moderen, som relegerer hende, fordi hun også gerne vil have kontakt med hendes fraskilte mand. Og mere hysterisk bliver moderen, da hun hører om den rolle Maria har fået i filmen. Bertolucci (spillet af Giuseppe Maggio) blev bjergtaget af den ukendte Maria Schneider – en meget såret og ukendt skuespiller – som skal stå over for den aldrende berømthed, som er udtryksfuldt vist – og vi ser i næsten en halvtime de sexscener, hvor den pligtopfyldende og smukkere Maria træder frem i rampelyset, og ikke siger fra. En af de uhyggeligste scener er, hvor Marlon Brando i den intime badekarscene pludselig skubber hendes hoved under vandet i længere tid, som et forvarsel til de sadomasochistiske voldscener.
Filmen viser os også instruktørens opfattelse om at lave film, som han udtrykker: ”Det er at sætte sig selv i parentes.”
Anamaria Vartolomei (f. 1999 i Rumænien) er fremragende og bevægende som Maria Schneider med stor udstråling i alle roller, og lever sig levende ind i rollen som heroinmisbruger – som de scener rystede hende.
Filmen kommer desværre til at miste sin dynamik i slutningen, hvor vi følger Maria værende uden kontrol med sig selv og bo hos mandlige og kvindelige elskere, hvor Noor (Céleste Brunnquell f. 2002) er den mest omsorgsfulde elsker – men som ikke hjælper Maria med at være fastholdt i filmopgaverne. Det er genialt af Jessica Palud at anvende musik af Talking Heads: Psyko Killer. Vi får også skingrende optagelser, at Maria i 70´erne ender med alt for vilde natklubscener, og hun ender på et hospital og får elektrochok – men hendes psyke kommer ikke rigtigt frem i filmen.
Og vi ser til sidst Marias ramte liv, men jeg synes den danske titel er misvisende: ”Historien om Maria” – da vi kun hører om hende og filmroller til omkring 1980, hvor hun optræder i Rivettes ”Merry-Go-Round” – så er den engelske titel bedre og mere sigende: ”Being Maria”. Vi får slet ikke noget at vide om hendes sidste 31 år, hvor hun i 2011 dør af brystkræft.
Marlon Brando spilles af Matt Dillon (am. 1964), som med stor autenticitet viser os menneskets grimme side og filmen når sit højdepunkt i den første halve time. Men det kan være, at den gulbrune forside får flere seere de kommende år.
