Skriv en kommentar
Hvis du går i biografen, og forventer at HULK vil være den sommer-blockbuster som den hypes op til at være, så bliver du stort skuffet. Men det betyder på ingen måde at filmen er dårlig! Tværtimod er Hulk muligvis en af de bedste tegneserie-til-film adaptationer der er lavet siden Tim Burton lavede Batman. Endnu engang har instruktør Ang Lee spillet med musklerne, og leveret os en god gang underholdning - denne gang med hjælp fra et CGI skabt grønt monster som tilføjer endnu et punkt til hans liste over kraftfulde bidrag til Hollywood.
Mens den originale tegneserie udgave af Hulk involverede en ambitiøs militær-videnskabsmand, som blev fanget i en eksplosion af en såkaldt GammaBombe under en prøvesprængning da han forsøgte at redde en ven fra braget, så er Bruce Banner (Eric Bana) i film-udgaven portrætteret som en uskyldig bio-ingeniør der må betale for sin fars synder. Kæmpende med en undertrykt hukommelse og - ubekendt for ham - en ændret genetisk struktur, arbejder han sig vejen op til at være en følelsesmæssigt distanceret, men brillant forsker, som er fuldstændig fastsat på at skabe "nanomeds" der vil hjælpe menneskelige celler med at regenerere. Ganske ærbart.
Filmen forbliver sand overfor Bruce Banner's heroiske natur, når han redder sine kollegaer fra et sygeligt uheld og lader sig selv overdynge med gamma-stråling som normalt ville slå et menneske ihjel. Men Banner er ikke noget normalt menneske (de genetiske ændringer). Efter denne hændelse begynder han at bemærke en ændring i hans evne til at styre hans temperament... Han fejler hver gang, og hans raseri manifesterer sig igennem en massiv fysisk transformation - han bliver en massiv, ulogisk, og interessant nok GRØN mega-kæmpe... Med lilla bukser.
Militæret går selvfølgelig i færd med at forsøge at fange Hulken, som den bliver kendt som. Aktionen Ledes af General Ross (Sam Elliot), som er far til Bruce Banners ex-kæreste, Betty Ross (Jennifer Connelly).
I modsætning til filmens reklame materiale og trailers etc, så ligger hovedvægten af filmen faktisk ikke i CGI figuren (som ser bedre ud end forventet). Ej heller ligger hovedvægten i action sekvenserne, som faktisk er ret tamme i sammenligning med de actionbrag som man har kunnet se tidligere på året. Hvad gør den så, spørger du måske..? Jamen den gør noget som er meget mere interessant. Den explorerer noget som alle andre Marvel produktioner har overset at gøre... Den fokuserer på hoved-figuren. På en psyke der tilhører et væsen som er tortureret af en traumatiserende barndom, og hans manglende evne til at udtrykke sig emotionelt. Det er her filmen virkelig skinner og er helt fantastisk - elegant udført af dens instruktør - Ang Lee.
Han formår at skabe en figur ud af Hulk og Bruce som publikum kan relatere til, og sympatisere med. Ved brug af ekstreme close-ups og interessante vinkler af de forskellige figurers udtryk, leverer Lee budskabet til publikum bedre end et manuskript nogensinde ville kunne. Det er også rart at John Turman's manuskript har elimineret den mudrede humor, og de kliché-fyldte fraser som man normalt associerer med tegneseriefilm. Dette har resulteret i en film, som man kan kalde et mere modent stykke arbejde, og som faktisk står sig skidegodt i genren.
Og alligevel har Ang Lee, som næsten for at minde os om at det her var en tegneserie fra start, valgt at gøre brug af Split-Screens, kamera pan's, og endda brug af PANELER for at simulere oplevelsen af at flippe igennem en grafisk novelle (moderne ord for tegneserie). Effekten er fantastisk og forundrende vellykket.
Filmens musik knalder primalske og intense rytmer af sted i hovedet på en, hvilket intensiverer de vigtige øjeblikke i filmen. Essensen af Hulken er fanget i den kraftfulde og drivende musik, som er pålagt mesterligt. Danny Elfman leverer endnu engang musik for mine ører.
Den australske skuespiller Eric Bana opfanger overbevisende rollen af den foruroligede videnskabsmand, og Jennifer Connely afgiver endnu en kraft-præstation som kvinden der desperat forsøger at række ud mod det ukendte i dybderne af hjertet af en mand hun elsker, og hun klarer også perfekt at skildre den bitre datter der blev overset i hendes barndom. De yngre skuespillere i filmen udspiller næsten veteranerne... Nick Nolte, normalt en dygtig professionel, bliver her nærmest reduceret til en uinteressant og forglemmelig optræden. Rollen som Bruce Banners far, plottets implikationer taget i betragtning, syntes mig at være alvorligt underspillet og nærmest ignoreret.
Hvilket leder os til en lidt skuffende afslutning på filmen. Her tilbyder filmen en af de svageste skurke i genren. Hvad der nok var ment som den endelige, og store kamp imellem vores lækre stykke med grønt og hans utækkelige nemesis truer med at dræne ethvert godt indtryk som tidligere dele af filmen har efterladt en med. Det er her, at man bliver mindet om at MARVEL film altså har deres begrænsninger.
Ikke desto mindre må Ang Lee ha' en tak for hans mesterlige manøvrering overfor hvad der nemt kunne have været et hjerneløst sommer hit. Hvis det er denne retning MARVEL har tænkt sig at gå i med sine fremtidige film, så er der fandeme håb forude for kvalitets superhelte film, der vil appellere til et lidt mere sofistikeret publikum end blot tegneserienørder og børn.
KnaldHAMRENDE fantastisk!
