De snakker ikke. Hundene altså. Så det er bestemt et plus. Men ellers er der ikke ret meget at komme efter i denne sukkersøde dyrefilm.
De to søskende Andi og Bruce har mistet deres forældre, og tilbringer tilværelsen hos plejefamilier. En del af slagsen, da de har det med at rode sig ud problemer. Sammen har de den lille hund Friday, der også har hang til at lave ballade. En ag falder de tilfældigvis over et nedlagt hotel, fyldt med hunde. Her kan deres elskede Friday bo, og de ombygger hotellet til at være et paradis for de firbenede.
Snart kommer der en masse hunde til stedet. Naboerne klager over larmen og hundefangerne, der undrer sig over at så mange herreløse hunde er forsvundet fra gaden, kommer pludselig på sporet af hundehotellet.
Hundehotellet er i mangel af et bedre ord harmløs. Der er stort set ingen konflikter, filmen er mere eller mindre bygget op omkring at publikum skal se en masse veltrænede hunde lave hundetricks. Og javist, hundene er da dygtige eller sultne eller hvad de nu er, men det er langt fra nok til at bære en hel film.
De to børn er kedelige, og den ellers en smule interessante historie, om døde forældre og plejefamilier er reduceret til et sukkersødt portræt af to børn, der er glade for deres lille hund, og kede af at den ikke må bo hos dem.
Hundehotellet er en kedelig affære, og kan kun interessere de, der har hang til hundetricks og søde, velopdragne kæledyr. De mindste vil nok more sig over hundene, mens selve fortællingen vil gå hen over hovedet på dem. De lidt ældre og voksne, der ser filmen vil forstå historien, men næppe finde den interessant.
Hundehotellet er en ligegyldig film, der er ren metervare.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.