Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Chris Rock er langsomt ved at forsvinde hen I mængden af komikere der ivrigt forsøger sig som skuespillere. Han udmærker sig ikke specielt, og hans humor fungerer meget sjældent på film, så når han tager et projekt som ”I Think I Love My Wife” under armen, en genindspilning af den franske film ”Kærlighed Om Eftermiddagen” fra 1972, og skriver selv, instruerer selv og selv spiller hovedrollen, er det desværre dømt til at gå galt på forhånd. Heldigvis er resultatet bedre end Chris Rocks debutfilm som instruktør, ”Head Of State”, men det er kun fordi man holdes på afstand af hovedpersonens motivationer, og naturligvis at enkelte jokes er morsomme. Desværre er der netop langt mellem de sjove scener, og i sidste ende har filmen ikke her meget på hjerte, og konklusionen er nosseløs (for at bruge Chris Rocks eget sprog), forudsigelig, ufuldendt og enormt uinteressant.
Richard Cooper er en familiefar med 2 børn, et godt job i en bank på Manhattan og en sød kone han har været gift med i 7 år. Men ikke alt er idyllisk, for Richard og Brenda har et dårligt sexliv, og parterapeuten er ikke til meget hjælp. En dag dukker Nikki op på Richards kontor, en smuk kvinde han har været venner med før i tiden, men ikke har set i 8-9 år. Hun har brug for hjælp med en anbefaling til et nyt job, som Richard hurtigt skriver under på. Næste dag står hun på kontoret igen, og sådan fortsætter det, indtil forholdet bliver mere og mere indviklet.
Utroskab er altid et spændende tema, især når det ikke bliver beskrevet moralsk men derimod holdes i en konstant gråzone. Dette lykkedes nogenlunde for ”I Think I Love My Wife” igennem det meste af filmen indtil den, som sagt, elendige konklusion. Det fungerer også at man aldrig kommer ordentligt ind på livet af Richard, og altid er i tvivl om hvad hans næste træk er. Det var så de lyse sider. Filmen er ufatteligt ubegrundet langtrukken og i en halv times tid halvvejs igennem kommer den ingen steder. Vi mangler også indblik i Richards familieliv, for vi lærer aldrig hans kone eller hans børn at kende, og derfor er man ofte tilbøjelig til at heppe på Nikkis forførelseskundskaber, bare så Richard kan få et smil på læben og så der sker noget i filmen. Men vi holdes bare hen indtil vi får tunge øjenlåg og må holde en pause for, at hente en portion is for at holde os vågne i de lange 90 minutter filmen varer.
Chris Rock er oprindeligt en succesfuld stand-up komiker, som for lang tid siden fik et mindre gennembrud som skuespiller i film som ”Dødbringende Våben 4” og ”Dogma”. Her på det sidste er han, udover den fine serie ”Everybody Hates Chris”, dog efterhånden blevet en mindre joke i Hollywood. Film som ”Down To Earth”, ”The Longest Yard” og ”Bad Company” har højest haft middelmådig succes, og hans præstationer har været kedelige. Chris Rock er Chris Rock, og han kan stort set ikke spille nogen anden rolle. Det samme gælder naturligvis for ”I Think I Love My Wife”, og det hjælper ikke at Chris Rock er med i stort set samtlige scener i filmen, når han ikke er en stærk nok skuespiller til, at kunne bære en hovedrolle. De to kvinder der kæmper om ham, Kerry Washington som Nikki og Gina Torres som Brenda, er en del bedre i skuespillerfaget. Selvom de begge spiller stereotype roller, overgår de Chris Rock med utallige længder.
Som instruktør og manuskriptforfatter er Chris Rock ikke meget bedre. Hvis han blot have indført lidt flere og mere passende jokes (en joke hvor Richard og Brenda synger om deres forhold og problemer er muligvis noget af det mest malplacerede jeg hidtil har set) samt indført filmen noget momentum, havde den sikkert været langt mere interessant at se, og det ville være nemmere at se igennem fingrene med hans manglende egenskaber som instruktør. Allerede i første scene oplever vi her, at Chris Rock ikke kan sammensætte en scene ordentligt. Hans sammensætning af musik og billede giver en underlig størrelse, og når han bruger flash-editing og andre helt forfærdelige metoder, hjælper det ikke meget på helhedsindtrykket.
Ekstramaterialet – 3/6
Blot for kvantiteten får ekstramaterialet de 3 stjerner. Et kommentarspor af Chris Rock supplerer kun let den voice-over der i forvejen er i filmen. Bloopers kan kun frembringe et lille smil, og de slettede scener er kvalitetsmæssigt på højde med resten af filmen. Til sidst nogle casting sessions, som jeg i forvejen synes er meget sjove at overvære. Alt i alt intet revolutionært, men nok til at tilfredsstille en fans sult.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
