Skriv en kommentar
Darrell er den hippeste DJ på byens bedste klub. Da hans barndomsveninde Dolly kommer hjem fra skoleophold, går Darrell med til at vende plader til det arrangerede surpriseparty. Dollys far er New Jersey gangsteren Frank Pacelli og da han forsøges myrdet under festen, redder Darrell ham. Dolly må, efter mordforsøget, ikke gå ud uden bodyguard for sin far, og da hun får frit valg, vælger hun Darrell for at sno sig uden om faderens krav. Men Darrell tager opgaven alvorligt, og følger hende hvor hun går. Lidt efter lidt falder de for hinanden, men det er ikke helt let at være forelsket når den ene er Siciliansk gangsterdatter og den anden er afroamerikansk DJ.
R&B-darlingen Usher vender plader i rollen som Darrell. Han får modspil af en dejlig dame med det mundrette navn Emmanuelle Chriqui i rollen som Dolly. Faderen Frank Pacelli spilles af Chazz Palminteri og da han flankeres af både Robert Constanzo og Robert Davi, lægger disse tre oldboys op til en ægte Italianske mafia med både panini, lasagne og koldt bly lige ved hånden.
Ron Underwood, der er blevet ufrivilligt kultfænomen med Pluto Nash der nærmest braklagde Eddie Murphys i forvejen flade karriere, instruerer.
Lad mig starte med at sige at denne films plot, rolleliste og koncept ikke gav mig store forventninger. Et hurtigt tjeck af filmen på filmsitet www.IMDB.com viser at den har høstet en imponerende negative score på 1.9 ud af 10. (Nr 17 ud af 100 på "Værste Film Nogensinde" -skalaen)
Men man skal jo ikke regne med at man læser på internettet. Hvis man tager denne film for hvad den er: Et promotion-stunt af Usher med en sød pige, en halvtræt instruktør og tre gamle ganster-drenge der sikkert har hygget sig i de 25 dage det tog at producere denne lavbudgetfilm, så er den slet ikke så dårlig.
Dialogen er selvsagt smånaiv og får på intet tidspunkt seeren op af stolen. Vi småfniser, men ikke noget der får os til at kløjes i den halvkolde søndagspizza. Kærlighedshistorien er klichéramt, forudsigelig og tam, og spændingsscenerne kan man med fordel bruge til at smutte på toilettet i. Men det er og bliver en søndagsfilm og den formår faktisk at underholde i den dér halvanden times tid der er mellem tømmermænd og middagslur.
Ekstra-features består af fire dele. Deleted scenes der er ret ligegyldige bortset fra en kort indførelse i "HOOD-talk" om hvordan gangsters af forskellig afstamning bruger slang, der er nogenlunde sjov. Derudover er der fire featurettes bl.a. "Usher, Singer, Dancer, Actor" (Det er hér vi tænker lidt dybere over dét fact at Usher selv er Executive Producer på filmen..)
Ekstraindholdet er næsten det sjoveste indhold på skiven hvis man går efter ægte ironi og sort humor. Ikke at det er med vilje, selvfølgelig. Men holdets fortolkninger af filmen som "en film der bygger bro mellem kulturer og fortæller en Romeo og Julie-agtig kærlighedshistorie mellem en italiansk-amerikaner og en afroamerikaner" er helt hen i vejret og bliver ufrivilligt superkomisk efter at have set filmen.
Filmen er produceret for småpenge på rekordtid. Det kan mærkes. Der er momenter der redder filmen fra at blive så pinlig som den kunne have været, (læs: Chazz Palminteri) men det er på ingen måde en fantastisk film. Samtidig må jeg indrømme at jeg har set væsentlig værre film på trods af både bedre skuespillere, større budgetter og mere indhold i plot.
Min personlige vurdering bliver således at denne film kan altså gå til søndagsslapperen, men ikke vil være oplagt til første date.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
