Skriv en kommentar
Det er efterhånden 19 år siden at Indiana Jones sidst svang pisken og reddede verden fra nazisterne i ”Indiana Jones og det Sidste Korstog.” De samme 19 år er gået i filmens verden, hvor året nu er 1957. Nazisterne er i mellemtiden blevet skiftet ud med kommunister, og Indy er blevet en smule mere grå under hatten, men hvad gør det når eventyret kalder?
Denne gang drejer det om nogle mystiske, magnetiske krystalkranier, som efter sigende skulle besidde fantastiske kræfter. Disse kranier er russerne naturligvis ivrige efter at få fat i, da de mener at de ville kunne bruge dem til at hjernevaske folk. Det vil Indiana Jones og kompagni naturligvis ikke finde sig i, og så går den vilde skattejagt ellers over stok og sten. Fra en temmelig velkendt tophemmelig lagerhal i en amerikansk militærbase, imod aztekernes legendariske by af guld.
Der har været en del skepsis forbundet med projektet. Både om hvorvidt Harrison Ford, der efterhånden har passeret midten af tresserne, stadig kunne svinge pisken med samme vitalitet som dengang. Men i lige så høj grad om herrerne bag kameraet, George Lucas og Steven Spielberg, ville være i stand til at genskabe den stemning, der gjorde de første film til noget særligt.
Det kan naturligvis godt virke som en lidt utaknemmelig opgave at skulle tilfredsstille alle de Indiana Jones fans der mere eller mindre er vokset op med serien, og som nu er velvoksne filmnørder. Men sådan er vilkårene nu engang hvis man hedder Spielberg eller, især, Lucas, til efternavn.
Deres strategi syntes dog at være rimelig klar: Fuld fart over feltet! Lad den ene hæsblæsende actionsekvens følge den anden i et rasende tempo, smid en masse humor oven i hatten, og sats på ikke at give publikum tid til, at kigge det noget hullede plot efter i sømmene. Og hvis helten efterhånden er på den lange side af middelaldrende, så gør hans stunts så overdrevne, at ingen kan være i tvivl om at vi befinder os ude på et filmisk overdrev. Et sted hvor alt er muligt, og realisme er den by i Rusland der først bliver bombet, når den kolde krig bliver varm.
Et langt stykke af vejen lykkes denne strategi faktisk rigtig godt. Actionsekvenserne er virkelig gode og opfindsomme, og humoren er veloplagt og sidder lige i øjet.
Skuespillerne er alle godt valgte og yder fine præstationer. Især Cate Blanchett er fremragende som Irina Spalko, den russiske agent med paranormale tendenser. Det er faktisk ikke mindre end imponerende hvad hun får ud af en karakter, der på papiret er både tyndbenet og temmelig klichepræget. Hun formår i den grad at give Harrison Ford, der i øvrigt er i fin Indiana Jones form, det nødvendige modspil.
Jeg havde personligt frygtet lidt for Shia Lebeauf, som Indy’s nye sidekick, Mutt Williams, men han gør det faktisk ganske udmærket - Mutt betyder i øvrigt ”køter” eller ”gadekryds” på engelsk og vi ved jo alle hvem Indy er opkaldt efter…
Hardcore fans af Indiana Jones filmene vil sikkert mene at noget af charmen og ånden fra de oprindelige film mangler i ”Krystalkraniets Kongerige” og det vil de i og for sig have ret i. En af de ting der udmærkede de første film var at Indy var en sårbar og menneskelig helt; når han fik klø så mærkede han det, han var langt fra nogen supermand. Sådan er det ikke rigtig længere, Indy overlever tidligt i filmen en atombombesprængning, ved at gemme sig i et køleskab, der efterfølgende bliver kastet hundredvis af meter gennem luften, uden så meget som en skramme, og så er stilen ligesom lagt. Det gør desværre at indlevelsen i hans strabadser uundgåeligt bliver mindre. Mange vil nok også mene at elementer som rumvæsener og Roswell styrtet ikke rigtig hører hjemme i Indiana Jones universet. Det ved jeg nu ikke helt om jeg er enig i, men det er svært at komme uden om at plottet er fyldt med huller og løse ender. Den stemning af ærefrygt og mystik der var forbundet med Pagtens Ark og Hellige Gral, fra henholdsvis første og tredje film i serien, er ligeledes også svær at få øje på. Det er som om at mytologien omkring krystalkranierne og de mystiske præcolumbianske kulturer aldrig rigtig kommer i gear, hvilket er synd, da det ellers er et spændende område, med masser af potentiale.
Det bliver ikke bedre af at selve krystalkraniet, som jo i sagens natur er det centrale objekt i filmen, er en af de værste rekvisitter i nyere tid. Det ligner simpelthen billigt gennemsigtig plastik stoppet med husholdningsfilm, og udstråler på ingen måde mystik og ondskab.
Når alt dette er sagt er ”Indiana Jones Og Krystalkraniets Kongerige” stadig en underholdende og veloplagt eventyrfilm, der giver solidt baghjul til nyere skud på stammen som ”The Mummy” serien og ”National Treasure” filmene. (Hvilket vel egentlig ikke siger så forfærdelig meget…) Det er dog stærkt tvivlsomt at den vil blive husket af filmentusiaster i samme omfang som de første tre i serien.
