Skriv en kommentar
Landet Jamaica og udviklingen
Fra starten i filmen Inna de Yard følger vi de gamle musikere, som er et produkt af landets historie med blandingen af slaveopstanden, der i 1700-tallet var blevet slået ned af det britiske militær, og siden har skabt stridigheder mellem de farvede og de hvide. Men når vi hører filmens musikalske hovedpersoner fremsige deres livsgrundlag med musikglæden som livsfilosofi, kan vi kun blive bekræftet i ægtheden: Jeg er aldrig blevet erklæret for rette ægtefolk at være, men de tre forhold jeg har været i, har alle været hårde, og når havets søgang er hård, så driver folk fra hinanden. Det er det, der sker i livets tilfælde. Nogle mennesker klarer ikke mit livs høje søgang, så springer de fra borde. Jeg kan ikke finde fejl ved min kone, men hun kan sagtens finde fejl hos mig.
Vi bliver ført gennem Jamaicas historie med de store personligheder i filmen, som alle er enige om, at musikken er energi, og rastafari er kærlighed, hvorefter vi føres ind i træhuset bag havens store træer og geder i baglokalet, og ser hele bydele tilklistret af høje rustne blikhegn.
Peter Webber
Det er et stort projekt, som Peter Webber, der er kendt for filmen Pige med perleørering (2003) om den unge hushjælper, der er opvarter for den berømte, hollandske kunstmaler Johannes Vermeer – men nu vil Peter Webber dokumentere den store musikkultur på Jamaica, som er ved at gå i glemmebogen og vil sætte legender op i det store teater i Paris: Le Trianon.
Han har fået fat i Ken Boothe, som er den kendteste og med sin arbejderklassekultur på en rolig og smilende facon, fortæller han om sit liv gennem musik og hans kendte nummer: skal altid spilles til sidst for at ophøje publikum – og Peter Webber kommer godt igennem de også tragiske historier, som der er så mange af i et land med megen fattigdom og nærmest lovløshed – som gør musikken vigtigere. Som det bliver sagt i filmen, ”nogle lande har olie – vi har musikken.”
Der er mange billeder fotograferet fra luften, som er det Gud, der ser med, mens vi hører én fortælle, at han pludselig hører et skud og skynder sig hjem og ser en mand, der er skudt på græsplænen, indtil han får at vide: det er din søster Og som musikeren siger: Dét gjorde, at jeg selv kunne blive morder.
Filmens rytme
Filmen er traditionelt bygget op, og jeg synes den lider ved i pressematerialet at blive sammenlignet med den cubanske Buena Vista Social Club (1999), da der er langt mere poesi i den cubanske, og det er to vidt forskellige kulturer at vokse op i, og jeg synes den jamaicanske kommer mere til at virke som en teaterforestilling med gode skuespillere og ikke med sangere, og havde gerne set lidt mere af The soul of Jamaica.
