Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Uden denne anmeldelse skal være en sløj billedanalyse, vil jeg alligevel indledningsvis tillade mig at mene noget om DVD-coveret. På coveret af ”Insanitarium” har vi øverst billeder af de 3 hovedpersoner, og derunder et sammensat billede af sprøjte med rød væske og en række af medicinglas. Krydret af tag-linen ”Der er værre ting end at miste forstanden”.
Dette cover tolkede jeg hen i retning af, at vi her havde tale om en thriller med et par gys hist og pist. Heri tog jeg ganske fejl. Måske burde jeg have studset over ordene ”nådesløse kannibaler” og ”kødædende mordere” på bagsideteksten, for at placere genren nærmere.
Og hvorfor så bruge tid på denne smøre? Jo, for hvis andre laver samme fejl som jeg, så vil jeg gerne påpege, at ”Insanitarium” ikke er en såkaldt psykologisk thriller. Og kan man bare ikke holde ud at se hoveder blive hugget af, kødøkser gennembore menneskekroppe og spandevis af blod op og ned af væggene, så skal man holde sig væk, og finde en anden film. For her er tale om decideret splatter. Omvendt, er man til den slags, er der ikke nogen grund til andet end at smide skiven i.
Handlingen er hurtigt overset. Vor hovedperson har måttet indlægge sin psykisk syge søster på en sindssygehospital, men hospitalet kører en ret så striks kommunikation med pårørende-politik
Faktisk en non-kommunikation-politik. Ergo er eneste udvej for at få sin søster i tale, at lade sig selv indlægge, og det gøres mest effektivt ved at snitte lidt i brystkassen på sig selv og løbe ud på gaden og opføre sig gakket. Sørme, om det ikke får den ønskede effekt, og her kunne man som kritiker godt påpege en ting eller to, som ikke helt har hold i virkeligheden, men så kunne man faktisk heller ikke lave andet. Og da det bestemt ikke er instruktørens mål at lave en realistisk film, så tilsidesætter man hurtigt virkeligheden.
Ikke overraskende viser hospitalet sig at være ikke helt almindeligt.
På en af gangene (og dem er der VIRKELIG mange af, det er et MEGET stort hospital), findes små glasbure til de mest gakkede patienter. Her bor bl.a. en Hannibal Lecter-klon, der kun overgås i skræmmende udtryk af hospitalets direktør, som minder om en overtændt dr. Frankenstein i gang med at få sit monster til live. Og direktøren har ikke kun som mål at kurere sine patienter, næ nej, de værste af slagsen bliver taget med ovenpå og udsat for alternativ behandling, så de elektriske installationer hopper og danser. Og patienterne forandrer sig…. Det gennemskuer vor hovedperson hurtigt, men han kan ikke gøre det store ved det, da personalet fastholder, at han er tosset og bibeholder ham på hospitalet. Så angrebet sættes ind mod direktøren og hans slæng af gakket personale og zomibie-patienter indefra, og ved sin side har Jack (som han kalder sig selv ved indlæggelsen) en semitosset nørd og sit gå-på-mod.
Og her vil jeg så slippe handlingsgennemgangen og blot fortælle, at den resterende del af filmen byder på splat, splat og mere splat. Advarsel: Der er IKKE sparet på noget, og kameraet flyttes ikke til landskabet, når knive, økser, kanyler og andet bliver ført igennem. Og hovedpersonerne er IKKE bange for at bruge vold.
”Insanitarium” er ikke målrettet et bredt publikum, men kendere og elskere af splattergenren vil klappe begejstret. Filmen er skåret ind til benet i mere end én forstand. Der er ingen intentioner om et dybere budskab eller Oscarnomineringer her. Der skal underholdes, og det gøres bedst ved dyster stemning, makabre splat, fladpandet humor og en ordentligt røvfuld teaterblod.
Yndlingsmelding: Da søster Lilly brutalt massakrerer en af monstrene på en letter bizar facon ”Husk, du er ikke den eneste, der er tosset”.
God fornøjelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
