Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Morten Grunwald ...
Torben Jensen Er...
Burt Reynolds Er...
Comedies À La Ca...
Den Perfekte Aft...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Skyscraper
Skyscraper billede

Hotel Transylvan...
Familien Jul - I...
Cold War
Aquaman
Den Skyldige


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Interview med Henning Carlsen

20. juli 2006 af Jesper Skovlund Skriv en kommentar

Interview med Henning Carlsen billede

Man begynder ikke med overvejelserne! Man begynder med at blive overrumplet over, at man nu vil det!

I anledning af udgivelsen af boxsettet med tre Henning Carlsen-film, ”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet” (-67), ”Man sku være noget ved musikken” (-72) og ”Da Svante forsvandt” (-75), har vi ringet instruktøren op.

- Det kan ikke have været helt let at filmatisere Schades poetiske og meget ufilmiske roman ”Mennesker Mødes …” fra 1944, Henning Carlsen.
- Nej, det var heller ikke let. Men det kom sig af, at jeg var godt i gang med at filmatisere bøger, som jeg holdt af.
- Du kastede dig simpelthen over bøger, som du kendte fra din barn- og ungdom?
- Det var lidt tilfældigt. Jeg synes altid det er lidt tilfældigt, hvorfor man vælger at lave en bestemt film. Engang imellem har jeg, sådan lidt i kådhed, sagt, at det ikke er mig der vælger projekterne, det er projekterne der vælger mig. Senere har jeg oplevet, at det faktisk er sandt! En anden af mine film, ”Oviri” (filmen fra 1986 skildrer den franske maler Gaugins liv. Red.), som er ude på DVD, kom til mig i en tilstand, hvor jeg var høj og skæv – jeg lå på hospitalet og fik masser af morfin. Og så midt om natten vågnede jeg op og så et bestemt billede på hospitalsvæggen. Det var simpelthen en scene fra Gaugins liv. Og samme morgen, bestemte jeg mig for at lave den film. Så der er noget om, at det kommer til en ubevidst, ik! Og det samme må have været tilfældet med Schade.
- Men du må alligevel have haft nogle overvejelser over, hvordan man griber en sådan poetisk roman an.
- Man begynder ikke med overvejelserne! Man begynder med at blive overrumplet over, at man nu vil det! Og så må man jo se, hvordan man kan komme ud af det igen – enten udenom filmen eller gennem filmen, ik! Og sjovest er det jo, når det er gennem filmen. Og først derefter begynder overvejelserne. Men det skete jo også i en tumultarisk periode i mit liv; jeg var skilt og levede sammen. Husk på, at det var der i 60-erne, hvor der for det første ikke var noget der hed AIDS, for det andet var P-pillen kommet! Så det var ligesom ”the peak of the life”, kan man sige – der var frit slag!
- Så det du siger er … Selv i dag har filmen en eksperimenterende form, ikke sandt!
- Det har den ja, det er rigtig nok! Og den er lidt foran sin tid i virkeligheden. Personligt synes jeg den er overraskende god.
- Kan man ikke læse noget nybølge (den måske betydeligste retning i filmens historie, startende i Frankrig 1959. Red.) ind i den?
- Det kan man nok. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har ladet mig påvirke af hverken bølger eller film! Men det er også noget, man bilder sig ind. Men påvirkningerne i mit tilfælde er sgu altid ubevidste!
- Hvordan fik du nogen til at producere en sådan eksperimenterende film?
- Dengang producerede jeg stort set selv! Der var nogle år dengang i 60-erne, hvor jeg gik fra film til film, og det gik bare godt. Og så finansierede jeg på laboratoriekredit og nogle lån i huset og sådan. Så det var betydeligt nemmere dengang. Vi var heller ikke så mange om det.
- Jeg tænkte også på, at når man kommer med et projekt som det der stadigvæk virker eksperimenterende i dag, kunne producenter sige, at her er sandelig ikke mange penge at hente!
- Nu var det jo en co-produktion. Det var den anden co-produktion, jeg lavede – et samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige – hvilket altså vil sige den anden co-produktion overhovedet mellem de tre lande, ”Sult” (1966. Red.) var den første. Der havde jeg jo gode folk, der støttede mig! Både her og ved den næste produktion ”Klabautermanden” (1969. Red.).
- Jeg vil godt have lov til at grave lidt i det eksperimenterende! Selvom du siger, at tingene kommer til dig, må der alligevel have ligget nogle valg, når der bruges så anderledes en fortællende form.
- Jeg gjorde det snedige, at jeg kontaktede Poul Borum, der var en stor Schade-beundrer. Jeg foreslog ham, at vi skulle lave et manuskript sammen. Og det var han med på lige med det samme. Og så satte vi os ned og sorterede ud af bogen for at finde, hvad vi overhovedet kunne bruge, og hvad vi ville fortælle. Og så strukturerede vi det i fællesskab. Derefter skrev han, det fortæller jeg også på DVD-en, et digt til hver sekvens. Og derefter skrev jeg en forklaring på, hvordan digtet skulle forstås. Og denne forklaring udviklede sig hurtigt til selve drejebogen. Under optagelserne startede vi næsten hver dag med at læse det digt som Poul Borum havde skrevet til den sekvens, vi skulle lave den dag. Og så var Henning Kristiansen (fotografen. Red.) jo meget med på det eksperimenterende. – Vi tænkte såmænd ikke så meget på, at vi eksperimenterede, da vi lavede filmen.
- I kronologisk rækkefølge er den næste film i boxen ”Man sku være noget ved musikken” fra –72. Her starter du et samarbejde med Benny Andersen. I har lavet tre film sammen – denne og siden hen ”Da Svante forsvandt” og ”En lykkelig skilsmisse” (-75. Red.). Hvordan vil du beskrive jeres samarbejde?
- Vi har en eller anden form for meget, meget, meget god humoristisk kemi. Vi griner næsten fra vi mødes og til vi skilles igen. Vi var sammen igen forleden på PH-Caféen, hvor netop ”Man sku være noget ved musikken” blev kørt i forbindelse med jazz-festivalen og det var ganske morsomt! Vi klinger godt sammen. Men for at vende tilbage til hvor tingene kommer fra: Jeg sad i en taxa på vej til Stubbekøbing, og sad foran og sov. I det øjeblik jeg vågnede op, da havde jeg idéen til en film der skulle foregå i et værtshus. Og jeg havde i samme øjeblik idéen til at der skulle være en tjener, en barpige, en barpianist og så et par stamgæster. Den ene skulle være vinduespudser, den anden skulle være slagter. Det vidste jeg i samme sekund, jeg lukkede øjnene op! Og jeg havde ikke tænkt på sådan noget i forvejen. Det var den 4. juni. Det kan jeg tydeligt huske, for det var min fødselsdag! Den 9. juni kørte jeg ud til Farum og mødtes med Benny, som jeg kendte vagt. Jeg tænkte på, at Benny havde stor erfaring med at sidde og spille på værtshus - han havde spillet på Ankerfeldt i flere år. Den 9. juni var min søns fødselsdag, derfor kan jeg også huske det møde. Jeg fortalte Benny om de her mennesker – nogen historie havde jeg ikke. Og så blev vi enige om, at vi ville leje os ind på Trouville oppe i Hornbæk. Det gjorde vi så, og så begyndte vi at skrive. Det varede ikke længe, så var vi fanget af en historie som udviklede sig stort set af sig selv. Og som vi fortæller på DVD-en, så fik vi et chok da Elly begik selvmord. Det var ikke forudset, det var ikke planlagt.
- I fik et chok ligesom personerne!
- Jaja. Så vi drak os fulde den dag.
- Nu er vi tilbage ved planlægning og at være bevidst om; der er jo et form for udsagn i filmen, det kan fx ikke være tilfældigt at værtshuset hedder Strudsen!?
- Nej, det er det ikke. Det er noget med at stikke hovedet i busken. Og der er et superaktuelt udsagn i de sidste replikker! (”Systemet er godt nok til vores brug. Og så længe vi bare vil det samme, sker der ikke en skid”. Red.). Da jeg så filmen igen, i anledning af at vi skulle lave DVD-en – og Benny og jeg sad og så den, da vi skulle lave optagelserne, da var vi begge to chokerede over, hvilken metafor det er for i dag! Hele den politiske situation i dag er; ´vi vil sgu ikke ha´ nogen forandring!´ ´Bare vi kan blive ved med at ha´ det godt, som vi har det, skal vi ikke have lavet noget om!´ Den er lavet i 1972 – det er meget morsomt, at den rammer så godt!
- Nu bliver du samfundskritikker her, men var du det også dengang?
- Ja, det var vi nok, for det er jo en skildring af en flok yderst borgerlige danskere, som egentlig har det meget godt, sådan som de har det. Så har de nogle drømme om, at de måske kan gøre det bedre, men de vil sgu ikke rigtig satse noget på det, når det kommer til stykket! Og det er jo et billede af gennemsnitsdanskeren. Så det havde vi da i hovedet. Husk på, at det var jo allerede på det tidspunkt et velfærdssamfund.
- Men I udleverer jo ikke de mennesker til spot og spe!
- Vi holdt jo meget af dem. Man skal aldrig udlevere sine personer, man skal stå last og brast med dem. - Da Truffaut (Francois Truffaut, en af filmkunstens betydeligste (nybølge-)instruktører. Red.)) så filmen, så sagde han omgående til mig, at den kan foregå hvor som helst i verden!
- Så det er ikke en film specielt om danskere?
- Ja, det lavede vi den jo til. Men det er jo sådan, at når man laver en film med udgangspunkt i sit eget land, så bliver det jo kosmopolitisk på en eller anden måde. Filmen har gjort sig skide godt ude i verden! Al national kunst er dårlig, al god kunst er national, er der nogen der har sagt engang.
- Benny Andersen og du fortsatte samarbejdet med den tredje film i den nye box, ”Da Svante forsvandt” fra –75.
- Nej, det gjorde vi nu ikke! Vi fortsatte samarbejdet med ”En lykkelig skilsmisse” (-75. Red.). For nu var vi begge to blevet skilt, og syntes begge to, at vi havde fået styr på forholdet til vores ekskoner. Men det er den eneste gang, at jeg har lavet to spillefilm, to film i spillefilmslængde på et år. Benny og jeg blev gift igen og tog på bryllupsrejse til Falsled på Fyn, for vi havde besluttet, at nu ville vi prøve og se, om vi ikke kunne lave en film ud af Svantes viser. Men ”Da Svante forsvandt” er egentlig kun ment som en spøg. Den er optaget på 3 uger for næsten ingen penge og på 16 mm.
- Jeg kan da godt se spøgen. Men det som jeg synes er meget spændende er, at det er forfatteren der er på jagt efter sin egen hovedperson. Sådan en slags fraspaltet Andersen, ik!
- Jo. – Den var meget, meget morsom at lave!
- Her til sidst; angående sammenhængen mellem de tre film i DVD-boxen. Det opleves som at der er stor poesi i de tre film, mens der i den kommende box med ”Dilemma” (-62. Red.), ”Hør, var der ikke en som lo” (-78. Red.) og ”Pengene eller livet” (-82. Red.) måske er en mere eksistentiel tone…
- Der er mere politik i. Det er rigtig nok.
- Du har haft et langt liv med film. Når du ser tilbage, kan du så se en rød tråd eller en bestemt udvikling i dine film?
- Hvis jeg skal se en rød tråd, så er det det modsatte af en rød tråd! For så er det nemlig, at man ved aldrig, hvad det næste er. Og der er ikke nogen af filmene der ligner hinanden. Der er film der er filmatiseringer og film på originalmanuskripter. Det eneste der ikke er – og det kommer der heller ikke – er film som nogen har foreslået mig at lave!
- Hvorfor ikke?
- Hvis jeg skal engagere mig i filmen, så vil jeg selv have idéen!
- Men igen, det at se tilbage på det store filmliv, du har haft og så se en bestemt udvikling i dem, det er du ikke så meget for?
- Ved du hvad, det er om jeg så må sige, analytikernes opgave!
- Det er det?
- Ja, det er det. Det er ikke min opgave.
- Du har heller ikke lyst til det?
- Nej, det har jeg ikke.
- Og det har noget at gøre med det intuitive i arbejdet?
- Ja. Og det har også noget at gøre med en form for blufærdighed – tro det, hvem der vil. Jeg har ikke lyst til at gennemanalysere mig selv.




banner
Overskrift Højre Block
Woman Walks Ahead
Lego DC Superher...
Superman The Mov...
Daphne & Velma
Ex Libris – The ...
Mortal Engines
ROMA
Engle Går I Hvidt
A Star Is Born
The First Purge



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...