Hvornår gik det op for dig, at det øjeblik, hvor du og Michael mødes og skal “file kanterne til”, ville få en så prominent opmærksomhed i filmen?
Efter Michael Jacksons mindehøjtidelighed havde vi fri et par dage og så blev vi ringet op af Kenny Ortega, vores fantastiske Tour Manager, som bad os komme og se et fire timer langt sammendrag af materiale udvalgt fra de mere end 100 timers optagelser af forberedelser og øvesessioner.
Da var det, at vi så den scene, der kom med i filmen. Jeg begyndte at grine, for det øjeblik opstod efter, at vi havde ventet i en uge på, at Michael skulle komme og arbejde med bandet, men han havde travlt og jeg var dybt frustreret, fordi han ikke var der. Da dagen så endelig oprandt, og der var adskillige ting, han gerne ville have, havde jeg det bare sådan, at “hvis du havde været her, ville jeg have vidst, hvad du ville have og ville have sørget for, at alt var klar til dig”. Men showet var jo en kæmpe opgave, og der var mange gange, hvor Travis eller Kenny havde brug for ham, så han havde bare travlt med en masse ting - og det betød, at jeg spildte en masse tid i de indledende faser.
Nå, tilbage til det famøse øjeblik … Jeg er ikke en type, der bare giver mig, og det var M.J. heller ikke - det var dog ikke en konfrontation som sådan - mere en slags kreativ justering. Ved dagenes ende gav vi altid hinanden et knus, og han sagde: “Gud velsigne dig, Bearden” og “Jeg elsker dig“. Han kaldte mig altid ved efternavn, fordi vi var omkring 10-12 Michael’er med på touren [griner].
Hvordan besluttede I, hvilke sange, der skulle med i showet?
Hvis M.J. skulle optræde med hvert eneste hit, han nogensinde havde sunget, skulle han have været på scenen i mindst en uge. Så gjorde han det, at han faktisk gik online og spurgte sine fans, hvad de ville høre. Det endte med, at han kunne printe en liste ud med de 50 eller 100 sange, hans fans helst ville høre.
Han ville så gerne give sine fans det, de ville have. Han elskede sine fans mere end nogen anden kunstner, jeg nogensinde har arbejdet sammen med.
En dag, da vi holdt møde, viste han mig den liste med fan-ønsker, han havde printet ud fra Internettet, og så viste han mig sin egen, håndskrevne liste, og spurgte: “Hvad synes du, Bearden?” Så sagde jeg: “M.J. det er helt fint, men der er jo overhovedet ingen ´Jackson Five´ eller ‘Off the wall´-sange med på denne liste”. “Er der ikke?”, sagde han.
Det var på en måde en skrækkelig tid for os, for han havde så meget fantastisk materiale, og ville hylde sine fans - men samtidig ville han også have sine budskaber ud. Der var bare så mange sange at vælge imellem som fx ´Bad´ og ´Remember the time´, som jeg gerne ville have med, og som han gerne ville have med, men så sagde jeg til ham, at hvis han skulle synge alle de sange, så skulle han være på scenen tre eller fire timer hver aften og det syntes jeg var alt for meget, og så sagde han: “Ja, og det vil jeg heller ikke”.
Var det en afsked eller et comeback, han planlagde?
Så langt nåede vi egentlig ikke. Vi fik aldrig fuldført den endelige liste. Vi var godt på vej - vi filede hele tiden mere og mere til. En dag forstørrede jeg listen til plakatstørrelse og satte den op på væggen i hans garderobe. Jeg sagde til ham: “Jeg går ud. Og du udvælger og markerer på listen”. Da jeg kom tilbage, var listen helt urørt. Han sagde: ”Jeg kan simpelthen ikke beslutte det, du er nødt til at gøre det”. Så tog vi nogle sange væk, og han kiggede på mig, da jeg skulle til at strege dem ud, og han sagde: “Nej, nej!” Det var pinefuldt. Hvis han ville have et comeback, ville vi nok vælge, at tage ´Man in the mirror´ med.
Havde du nogen forudindtaget mening om Michael, før du skulle arbejde med ham?
Jeg har arbejdet sammen med masser af stjerner, men Michael havde en særlig mystik over sig, som gjorde, at man forestillede sig, at han var ophøjet og urørlig. Og i virkeligheden var han nok den venligste, mest generøse og mest imødekommende kunstner, jeg nogensinde har arbejdet sammen med.
Hvordan var jeres arbejdsforhold?
Jeg opdagede ret hurtigt, at han ikke var en diva, og han var ikke perfektionistisk på den diktatoriske måde. Han var ikke typen, der sagde: “Du skal bare gøre, som jeg siger!” Han vidste, hvad han ville, og han var ikke bange for at sige det - men han var heller ikke bange for at lave ændringer, hvis tingene kunne gøres bedre. Han var åben for forslag og var heller ikke bange for at vise sin sårbarhed. Og når dagen så var gået, sagde han altid: “Gud velsigne dig” og “Jeg elsker dig” - og hvor mange chefer siger: “Jeg elsker dig” til sine ansatte?
Var det Michaels plan at synge live på alle sange?
Ja, og det ville jeg helst ikke have. Alle bruger jo “lip-syncing”, og lad mig fortælle dig, hvorfor de gør det. Lad os lave et lille eksperiment. Bare sid i stolen og prøv så at hoppe lidt op og ned, og forsøg at tale samtidig. Ok, så kan du forsøge at danse og synge på samme tid …
Jeg sagde til ham: “Alle ved, du kan synge - det har du gjort, siden du var fem år gammel. Det er ikke en Milli Vanilli-ting - det er jo stadig din egen stemme”.
Det nægtede han simpelthen, og så spurgte jeg, om jeg i det mindste ikke bare kunne sænke tonen en smule. Det var han ok med, så længe, det kun var en halv tone. Han var imod “lip-syncing” og det er jo med til at understrege hans genialitet.
I filmen bruger Michael udtrykket “Lad det simre”, når han fortæller bandet, hvad han vil have musikalsk. Var der andre “M.J.-udtryk”, han brugte, når han ville forklare noget kreativt?
Der er masser af “M.J.-udtryk” som f.eks. “Lad det simre”, “Bade i måneskinnet” eller “ Jeg syder” (som når noget steger på panden) - det er mit favoritudtryk. Det var altid enkle udtryk, som alle kunne forstå.
Var Michael med til at udvælge dem, tourbandet skulle bestå af?
Et af de første møder, jeg holdt med ham, handlede om bandet, og hvem han gerne ville have med. Vi valgte hans trommeslager, Jonathan Moffett, som havde spillet sammen med Michael i over 30 år. Jeg spurgte ham, hvorfor han egentlig ville have lige ham med, og han svarede: “Fordi, når Jonathan spiller, får jeg lyst til at danse!“, og det må da være den højeste udmærkelse en trommeslager kan få af en danser.
Min bassist, Alex Al, kom også med. Vi havde samarbejdet med Michael på hans 30 års jubilæumskoncert på “The Garten” lige før 11. September 2001, og han kunne virkelig godt lide Alex.
Han ville også have en blond, kvindelig guitarist med, så jeg lagde et par følere ud og Oranthis navn dukkede op hele fem gange. Så gik jeg på MySpace og sendte hende en meddelelse, hvor jeg skrev, at jeg var Michael Jacksons Musical Director. Hun troede selvfølgelig ikke på mig og hendes agent kontaktede mig og var egentlig ret uforskammet. Jeg fortalte ham, at han var tæt på at koste sin klient en enestående mulighed, og at han måtte give mig hendes nummer, så jeg selv kunne kontakte hende. Som sagt så gjort og jeg sagde til hende, at hun skulle komme og møde Michael - og til sidst troede hun på mig. Hun kunne bare slet ikke tro på, at hun var blevet opdaget på MySpace.
Vores anden guitarist, Tommy Organ, var den eneste, der var til audition. Han kom simpelthen ind og tog Michael med storm.
Så han var ret meget med i hele processen?
Han var meget med i alt, hvad han foretog sig. Der var ikke en eneste ting, som han ikke havde noget at gøre med - fra garderobe til lyssætning. Han designede oven i købet billetten til showet. Jeg forstår slet ikke, hvordan han også lige klarede det, når der foregik så meget andet på samme tid.
Var der nogen M.J. spørgsmål, du endelig fik besvaret, da du arbejdede sammen med ham?
En dag spurgte jeg ham om, hvorfor han havde tape på hænderne, det havde jeg nemlig altid undret mig over, og han svarede: “Fordi jeg kan lide det”. Men det var også fordi, at når han dansede og lavede en bevægelse med hånden, så lagde man mere mærke til det, fordi hvidt altid fanger øjet. Det er en showbusiness-ting.
Har du planer om en hyldest-koncert for Michael?
Vi kan forhåbentlig få stablet noget på benene til hans fødselsdag, men det er slet ikke sikkert.
Hvad er, synes du, Michaels arv og eftermæle?
Kærlighed! Det er, hvad han ønskede for verden. Han sagde altid: “Vi har brug for meget mere af det!” Og det var vi i stand til at give med denne film.
