Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En lettere kraftanstrengelse af en komedie, hvor to unge, smukke, tilfældigt mødes, og så er der ild i pejsen. Ira (Chris Messina) har den stinkende rige jødiske bagland at læne sig mod, med to phd forældre Arlene (Judith Light) og Seymour (Robert Klein), der hver har deres psykolog praksis. Og så er det jo oplagt at Ira også har udviklet sine egne sunde tvangstanker. Et langvarigt on-and-off forhold til Lea (Maddie Corman), som er hans faste anker i det tvivlsomme vand, han prøver at forankre sin båd i. Men en tilfældig dag, hvor hans tovl årige forhold til sin psykolog ophører, da denne mener at det er tid til andre øjne og ører, møder Ira i randen af dybt nedtrykthed, Abby (Jennifer Westfeldt) i et fitness/welness center, som stedets salgskonsulent.
Derfra går det slag i slag, det bliver helt betaget af hinanden, Abby gør, og hendes entusiasme smitter hurtigt af på Ira.
Samme dag er der forældre fremvisning, Ira´s forældre er meget tilbageholdende med deres bifald, da de allerede havde visualiseret Lea som svigerdatteren.
Omvendt er Abby´s forældre, Lynne (Frances Conroy) og Michael (Fred Willard) himmel henrykte.
Og nu skal de giftes, er der gået en uge, siden mødet, næppe. Alt er i den skønneste orden, men tvivlen sætter ind, sammen med jalousien, da Abby nærmest bliver bedste ven med alle, på grund af hendes lyse sind.
Instruktøren Robert Cary har ikke meget ballast med sig, indenfor filmgenren, men det er typisk den lette komedie, der har været tematikken i hans nu 3 spille film. I denne, hvor hovedrolleindehaveren Jennifer Westfeldt, der spiller Abby, også medvirker som manuskriptforfatter, er der lagt op til bal i storbyen, med en flok halvneurotiker, med hver deres indre krampetrækninger, som man aldrig helt kommer til at holde af. De er ikke helt holdbare, lidt for parodieret til
at blive solgt for pålydende. Abby er uden tvivl en cutie, men replikken er
hverken særlig sjov eller nytænkende og informativ på en aha-agtig facon. Det er den gamle træden i træskoene, og så lægge sig op ad andre succeser som Woody Allen genren og mikse det lidt med en følelsesladet Kapra (”What A Wonderful Life” m.fl.)
Den kæmper indædt mod de fire, akkompagneret af hygge jazz musik, med en langsom hi-hat, til at intellektualisere det hele. Men integriteten mangler.
Ekstra materialet er en lille trailerpark.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:PAN Vision.
