Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Svenskerne har det hele!
De har IKEA, Abba, Ingmar Bergman, Pippi Langstrømpe, Max von Sydow, Robyn, Volvo, smuk natur, skønne kongedøtre, en dejlig hovedstad, smukke kvinder, … og jeg kunne blive ved. Ak, hvem der bare var svensk. Og dog. For efter at have set Irene Huss – den som vakar i mörkret er der i hvert fald én ting, de ikke har. Og det er styr på krimigenren. Jävla svenskar, får man helt lyst til at råbe.
En række maltrakterede kvindelig bliver fundet begravet i et tågeindrammet, forladt område. Irene Huss og hendes sædvanlige polititeam tager arbejderhandskerne på og gennemroder politiarkiverne for at finde potentielle mistænkte. Kvindekroppene, alle af ældre kvinder, er blevet begravet sammen med en personlig genstand af helt særlig betydning.
At en udspekuleret og grum seriemorder er på spil, hersker der snart ingen tvivl om. Politiet er dog på bar bund og kan umiddelbart ikke finde nogen forbindelse mellem ofrene, bortset fra at de alle er midaldrende kvinder. Det hjælper ikke på omstændighederne, at Irenes familie bliver involveret, og hun selv føler sig forfulgt på allertætteste hold …
Angela Kovács vender tilbage i rollen som Irene Huss med sit – for nogen – genkendelige team. Jeg skal indledningsvist tilstå, at dette er mit første møde med Irene Huss og hendes polititeam, og jeg kvier mig ikke et øjeblik ved at sige, at jeg næppe smider dette svenske opklaringsarbejde i min dvd-maskine igen.
Krimigenren skal i udgangspunktet indeholde en forbrydelse – eller flere – og efterfølgende opklaringsarbejde af en snild detektiv – eller flere. En systematisk signalement af den mistænktes grundlæggende motiv samt en velkomponeret katten efter musen – leg mellem den beregnende morder og den begavede detektiv er essentielle ingredienser, hvis en krimi skal ramme jackpot.
I Irene Huss er alle ingredienserne for så vidt tilstedeværende, men ingen af dem bliver tilstrækkeligt, hvis overhovedet, udforskede, udfoldede, udtrykte. Her taler vi om den mest light udgave af en krimifilm overhovedet. Alt er afsløret på forhånd. Meget hurtigt inde i filmen ved man, hvem der gjorde det, hvorfor og hvornår. Mere bliver der ikke holdt hen, mere bliver der ikke hemmeligholdt, mere bliver der ikke tilbageholdt. Denne dovne krimiteknik afmatter filmens nerve og gør dens åndedræt til en lang, dvask og dødlignende flad linje. Blah.
Her er ingen facetterede Sherlock Holmes - værdige plots, der praler af vid og drive, ingen komplekse Hercule Poirot - egnede historier, der driller din logik og tankegang, og ej heller er her monokrome islandske trøjer, der bjergtager en hel nation en søndagsaften.
Når Irene Huss derudover er mindre spændende end en leverpostejsmadder er det blot med til at svække filmens interessepotentiale yderligere. Det samme kan siges om hendes monotone team, der mestendels består af gamle, grå og halvfede mænd, som snildt kan konkurrere i, hvem der er kedeligst. Blah. Blah.
Svenskerne bør måske holde sig til musikalske knapper, for krimigenren er i denne omgang en ordentlig ommer. So thank you for the music, men ellers tak for Irene Huss.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
Ekstramaterialet består af et interview med manusforfatteren, en samtale med instruktøren, en bag om skabelsen af lighusdukkerne samt en making of en stuntscene. Relativt interessant, så 4 ON-Z stjerner herfra.
