Skriv en kommentar
Den pensionerede hausfrau Maggie lever et liv i småborgerlig kedsomhed i den engelske middelklasses forstadsvirkelighed. En kronisk overskyet verden. Jordfarver og grå himmel dominerer billedsiden. Ægtemanden er død. Hun lever et liv befolket af nabokoner, der per definition også er gode veninder. Sønnen og svigerdatteren og deres dreng Ollie er den altoverskyggende mening i hendes tilværelse.
Det kære barnebarn er dødeligt sygt. Hans eneste håb er en operation, der kun kan foretages i Australien. Det har hverken sønnen og svigerdatteren eller Maggie råd til. Der er allerede taget lån i alt, hvad den lille familie ejer og har. Hvad en skarp bankdame i velsiddende grå jakke, skjorte og jovial nissehue forklarer uden antydning af forståelse. Filmen varsler sentimental tragik henover den socialrealistiske køkkenvask. Den lille familie med det grædende barn imod det store grå samfundsmaskineri.
Far og mor er i total resignation, men den gæve farmor er ikke villig til at opgive. Hun vil finde et job og tjene de fornødne 6000 pund, men arbejdsformidlingen giver hende samme svar som banken. Hun har ikke noget af værdi. Og dog. I Soho løber hun panden mod pornoklubben Sexy World. Hun ansøger om jobbet som hostess, der i hendes terminologi betyder noget i retning af at støve lidt af hist og her. Servere nogle drinks og sådan. Stedets serbiske ejer Miki kan ikke bruge hende til prostitution, men han bemærker dog hendes usædvaneligt bløde hænder. Som skabt til at uddele hand jobs. Maggie afviser forarget, men hun vender snart tilbage, lokket af Mikis løfte om 800 pund om ugen. Hun finder sig hurtigt godt tilrette i det lille muggrønne rum, hvor hun uddeler anonyme håndjobs gennem et hul i væggen. Under kunstnernavnet Irina Palm bliver hun hurtigt berygtet som det bedste håndjob i byen. Sexkøbmanden Miki viser sig at være en blød og sårbar type, og de to indleder et varmt venskab - et spirende kærlighedsforhold. Foragelsen er stor hos veninderne, der i en ganske overbevisende scene får te og småkager galt i halsen, da maggie fortæller, hvad det egentlig er, hun går og laver.
Sønnen bliver vred og forarget og vil ikke tage imod pengene. Hans mor er en luder, og det er et offer, der ikke kan anerkendes. Her bliver filmen for et øjeblik rigtig interessant. For hvor langt er vi villige til at ofre os, for dem vi elsker - for vores børn. Vi er måske villige til at dø. Det ultimativt noble offer. Men er vi tilsvarende villige til at påtage os den ultimative nedværdigelse. Det er et interessant spørgsmål, men filmen gør det desværre aldrig rigtig svært for os. Problemstillingen nuanceres aldrig. Det bliver aldrig rigtig svært eller ubehageligt at føle med filmen. Vi er aldrig i tvivl om Miki og Sexy Worlds menneskelige varme og oprigtighed. Eller om forstadens perfide dobbeltmoral for den sags skyld.
Filmen undgår behændigt, at vise os hvad det egentlig er, farmor laver. Pikken er altid akkurat lige udenfor billedet. Vi fornemmer kun håndværket gennem Maggies ansigtsudtryk. Ohhh, den er rigtignok stor. Uhhhh, nu kommer han, ansigtsmimer hun, og lægger ugebladet fra sig. Maggie pådrager sig en ”penisalbue”. Det er sjovt og lidt frækt. Filmen udvikler sig desværre alt for hurtigt til sådan en feel good-film om småborgeren, der bryder konformiteten og udlever sig selv. I familie med ”The full monty” og ”Calender Girls” der formulerer det samme fortærskede carpe diem.
Rockikonet Marianne Faithfull spiller rollen som Maggie med en hyggelig bamset naivitet. Dybt underdanig og med en underspillet jernvilje til at redde det døende barnebarn. Helt fint. Serbiske Miki Majnolovic, som man nok bedst kender fra Emir Kusturicas rablende anarkistiske ”Underground”, er ikke uden charme som alfonsen med det bløde hjerte.
Generelt er filmen velspillet, veludført og faktisk ganske sympatisk, men den er samtidig for nem at sluge. En småkedlig affære.
