Skriv en kommentar
Danske Gunnar Dinesen (Viggo Mortensen) er kaptajn på en kolonialistisk mission i Patagonien i starten af 1880’erne. Det argentinske militær er i færd med at, på brutal vis udrydde den indfødte befolkning til fordel for europæiske nybyggere. Med sig har Gunnar sin 15-årige datter Ingeborg (Viilbjørk Malling Agger), som tiltrækker stor opmærksomhed fra de brovtne soldater i ødemarken, og han har sit hyr med at passe på hende.
En nat forsvinder hun og Gunnar Dinesen bevæger sig ude af sig selv, afsted mod ørkenen og det sagnomspundne land Jauja, for at finde hende.
Juaja er en eksperimenterende film, der både er anderledes og uden for kategori. Den er overraskende og med en usædvanligt lang åbningsscene, helt uden bevægelse og med meget lidt snak, sætter den en tone af mystik allerede fra starten. Filmen igennem er scenerne lange, langsomme, uden klip og med et kamera der ikke bevæger sig. Dialogen er sparsom og det er underlægningsmusikken også.
Der er gjort brug af stilhed på en helt speciel måde, som gør at hver scene formår at fange noget så usædvanligt, som den følelse man kan få, når man sidder helt stille og fortaber sig i naturen. Vi hører vinden i græsset, fugle der kvidrer, insekter der summer, en enkelt sten der triller og en gren der knækker. Formen er anderledes, men meget nærværende, og man bliver ligesom suget ind i fortællingen, der byder på storslåede landskaber og hallucinatoriske forestillinger.
Historien er en enkelt mands mareridt, der strækker sig over få dage, hvor han bevæger sig gennem mytelandet Jauja efter sin forsvundne datter. Der møder han sære syn og mennesker, der er placeret helt uden for tid og rum. Uden forklaring får man en følelse af, at være blevet ført ind i en anden dimension eller drømmeverden, for så at komme tilbage til virkeligheden, når Viggo Mortensen som Gunnar Dinesen udbryder: ”sikke et lorteland” efter at han, igen, er snublet over den ene sten efter den anden, og vi tager med på et surrealistiske hop i tid og sted, der bindes sammen af en gammel tinsoldat.
Viggo Mortensen (kendt fra bl.a: Ringenes Herre 2001-2003, A History of Violence 2005, og A Dangerous Method 2011) er velvalgt i hovedrollen, og hans tillagte hæse dialekt passer perfekt til karakteren Gunnar Dinesen. Han er både handlekraftig når han drager afsted, og lyder lidt som en stakkel når han med sin lidt for lyse og hæse stemme, ikke rigtig har svar på tiltale over for de brovtende soldater. Det er forsimplet, men godt og man bliver begejstret over hvor gennemført det er.
Jauja er en dansk-argentinsk film, der lykkedes med noget så sjældent som at både være dansk og argentinsk i sit udtryk, på samme tid. Den er instrueret af Lisandro Alonso, og fik sidste år tildelt kritikerprisen på Cannes filmfestivalen. Den er sært fængslende og noget helt for sig selv. Man får lyst til at opfinde en ny kategori, som kan rumme dette eksperimenterende og anderledes drømmende pust fra myternes land.
