Skriv en kommentar
I en lille flække i Italien, 1978 finder den 10-årige dreng Michele, en dreng skjul i et hul i jorden. Han løber straks tilbage, bange og forvirret, men holder hemmeligheden fuldstændig for sig selv. Langsomt begynder han at bygge et venskab op, til drengen i hullet, og snart går op for Michele hvorfor han er gemt af vejen, og hvilke grumme bagtanker der ligger bag.
Jeg Er Ikke Bange er måske ikke den mest originale film i verden, men den har en skidegod idé, og den idé er fuldstændig gennemarbejdet ned til mindste detalje. Lydsiden, de utroligt smukke billeder, skuespillet, instruktionen og produktionen danner til sammen et helhedsindtryk, der ikke lader en slippe upåvirket. Dette er et glimrende eksempel på perfektion i sin reneste form.
Gabriele Salvatores har før instrueret Jeg Elsker Soldater, der vandt en Oscar for Bedste Udenlandske Film i 1992. Siden da har han også lavet film som South, Nirvana, Teeth og senest Amnesia. Salvatores er et godt eksempel på en instruktør i udvikling. Fra film til film, kan man mærke hans erfaring, og derfor bliver filmene også kun bedre og bedre, og derfor er det ikke svært at lægge skjul på, at dette er hans bedste film til dato. Hvor de fleste italienske film har en form for ekstrem sødme, fastholder Salvatores barnets naivitet og banalitet, og blander dette med en god omgang symbolik. Jeg kan ikke lade være med at nævne fotograferingen der er helt unik. De utroligt smukke billeder smider nærmest tilskueren ind i en form for drømmeland.
Skuespillerne er en stor del af filmen, og næsten alle klarer det med glans. Giuseppe Cristiano spiller Michele, og har kun været med i en (mindre kendt) film før (Bagnomaria). Det er dog svært at mærke, da han fastholder alt der er vigtigt ved hans figur, som havde han prøvet det hele mange gange før. Mattia Di Pierro spiller den lille dreng i hullet, og er måske den eneste klage i filmen. Hans skuespil er en smule for meget til tider, og selvom han spiller lettere retaderet, behøves det ikke gøres så banalt. Det ødelægger dog intet, og det føles ikke i filmen, men kommer først til tankerne bagefter. Diego Abbatantuono er en ganske kendt italiensk skuespiller, der har spillet med i mange af Cristianos film. Han tilfører sin rolle mere end man tør håbe på, og er med til at danne en ekstra dimension, der får en til at tro på det gode i det onde.
Jeg kan simpelthen ikke anbefale denne film nok. Den er dyb, underholdende, uhyggelig, sjov, dramatisk og ganske enkelt fantastisk. Den fører publikum ud på en rejse igennem et barns tragedie, set igennem et barns øjne, og man føler virkelig med hovedpersonen og hans traumer. Jeg var dybt rørt over denne fortælling, og jeg glæder mig allerede til at se den igen
