Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et godt stykke inde i Jindabyne tager fire mænd på fisketur i den smukke australske natur den beslutning, der får store følelsesmæssige følger, og som bliver omdrejningspunktet for den resterende film. Det er gruppens ukronede leder, Stewart (Gabriel Byrne), der gør det makabre fund. En ung, smuk aboriginerkvinde, mishandlet, dræbt og efterladt i floden. De fire venner, de tøjrer kvinden med et stykke snor, fortsætter deres fisketur og alarmerer først politiet, da de vender tilbage.
De indbilder nemt sig selv, at det var det rigtige at gøre. Men hjemme igen møder de kun forargelse fra familie, venner og bekendte – ikke mindst personificeret i Stewarts på engang stærke og skrøbelige kone, Claire (som altid glimrende spillet af Laura Linney). Hun både væmmes over for sin mand og kæmper for at prøve at forstå ham. Og aboriginerne i nabobyen er ikke sene til at opfange et racistisk motiv i de fire mænds kyniske handling.
Jindabyne, instrueret af australske Ray Lawrence, er afgjort ingen dårlig film. Det er en film, jeg ganske enkelt bare ville ønske, at jeg kunne holde meget mere af, end jeg gør. Ikke alene på grund af de åbenlyst gode hensigter i tema og budskab, men også fordi der aldrig bliver leflet for publikum i jagten på de store følelser. Det er drama med en snert af thriller i lavmælt, adstadigt tempo, hvor der hele tiden ligger underliggende og undertrykte knuder og gemmer sig. Det fungerer upåklageligt i filmens indledende fase, hvor der tålmodigt bygges op, og hvor vi oplever udviklingen i først og fremmest Laura Linneys oprørelse og reaktion, samt Gabriel Byrnes samvittighedsnag og resignation.
Men filmen kan ikke gøre det færdigt. Jeg forstår dramaet, og jeg forstår forargelsen, men jeg bliver ikke ramt på følelserne af det, trods to glimrende skuespillere i hovedrollerne. Der trædes lidt vel rigeligt vande i den lidt for lange spilletid, og der sættes nogle sidedramaer og suspenseelementer i søen, som lover mere end de kan holde. Det hele munder ud i en slutning, der på plussiden – igen – ikke lefler for nogen som helst, men som lidt hårdt sagt er en udramatisk fuser.
Der er til gengæld god grund til at nyde både billeder og lydside, der er konstant betagende, og som får rigeligt med tid til at træde i karakter.
EKSTRAMATERIALE:
Der er ikke andet end en trailer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
