Skriv en kommentar
Den amerikanske forfatter Larry Browns bog ”Joe” fra 1991 er blevet filmatiseret af den amerikanske instruktør David Gordon Green. Filmen bærer samme titel som bogen.
Filmen er skudt i det øde, sydamerikanske Mississippi. Det er et dyster, forladt sted. Købmanden, værtshuset, politistationen og bordellet virker som kulisser på en efterladt plet, hvor ikke én gang kragerne vender. Indbyggerne virker fortabte og opgivende. De er ludfattige. Deres huse er gamle, rådne skure og deres magre, gøende hunde er ligeså hunrige som menneskene. Stemningen er dyster og fortvivlelse og håbløshed dominerer både på billed- og lydsiden.
Hovedpersonen Joe (Nicolas Cage) er sjakformand for et hold skovhuggere. Joe har styr på sine mænd. Han er omgivet af en aura og autoritet i denne ’underverden’, hvor alle drikker og nemt kan komme på kant med hinanden og med loven. Joe er tydeligvis mærket af fortiden, hvor han har fængselsstraffe, fjender, forliste ægteskaber, børn bag sig.
Smil gennem smerten
Filmens lydside ligger på elegant vis op til mødet mellem Joe og den 15-årige dreng Gary (Tye Sheridan). Begge er ved at slibe deres værktøj. Joe sidder og sliber en kniv i skoven. Gary snitter i sin kæp. Lydsiden sætter det rolige tempo fra begyndelsen. Samtidig supplerer lydsiden også Joes ansigtsudtryk uden ord.
Gary opsøger Joe for at få arbejde. Uden at vide det møder Gary Joe i en periode, hvor Joe gerne vil holde selvjustits med sig selv. Derfor drikker han hjemme foran fjernsynet og holder sig så vidt muligt for sig selv, da han ikke vil involveres i slagsmål, spirituskørsel. Han involveres alligevel ufrivlligt.
Joe omskriver klichéen at smile gennem tårer til at smile gennem smerte. Det lærer han Gary. Joe har omsorg for drengen og tager Gary under sin vinge. Joe kan se, hvor skrøbelig Gary er, da han bevæger sig på en knivsæg for at overleve og brødføde sin dysfunktionelle familie. Faderen Wade (Gary Poulter) er alkoholiker og har mistet al empati – også over for sine nærmeste.
Den amerikanske instruktør David Gordon Green har lavet en vigtig og anderledes amerikansk film. Tye Sheridan leverer en skuespilpræstation næsten på niveau med Jennifer’s Lawrence i ”Winter’s Bone” fra 2010. Nicolas Cage leverer et mesterligt stykke skuespil håndværk krydret med en troværdighed, som én anden vil kunne slå. Han er intet mindre end fabelagtig i denne rolle som Joe. Gary Poulter, en hjemløs, er et guldfund for filmens spørgsmål om værdighed, menneskelighed i ludfattige omgivelser og hårde livsbetingelser.
