Skriv en kommentar
Mens sveden og den tilbagelænede blues drev ned af den ellers stilfærdigt udseende amerikanske bedsteborger, rejste man igennem New Orleans og hele traditionen efter Mayall og company. Jep, Bonamassa er en blues-nerd af yngre generation, kun 32 år, og en udmærket performer, der leverer den ene forrygende og blærede solo efter den anden. Blues rimer på blå og har følelserne klistret udenpå hjertet, uden dog at forfalde til sukkersød melankoli – nej, det her er bundsolid og tung musik direkte fra den bankende muskel. De fleste musikere indenfor denne genre glemmer desværre tit deres publikum, og opnår nærmest en individuel ekstase uden helt at få tilhørerne kollektivt med. Det er en skam at Bonamassa så at sige spiller så gedigent godt, at det kræver mere fokus at danse fingrene over gribebrættet, og derfor aldrig helt formår at spille fornemme Royal Albert Hall op til fest og blues-ballade. Han starter ellers godt, den kære Mr. Bonamassa, med krøl-skjorte og sorte solbriller der reflekterer det imponerende sted, og begiver sig struttende af selvtillid og sydstats-twang afsted i et fremragende og rystende professionelt sæt med dygtige musikere som allestedsnærværende back-up. Invitationen af Eric Clapton er heller ikke dum, og man får hurtigt følelsen af at man overværer en musiker på toppen af karrieren – ære og respekt til det. Men ærligheden skal komme til sin ret og koncerten bliver altså en kende kedelig og forudsigelig. Især med en spilletid på over 2 timer bliver det musikalske variationsmønster lille og bluesen degraderes trinvist til mediokre muzak. Ellers synd, for Joe Bonamassa er både en sympatisk og dygtig musiker, der kan sin historie og i hvert fald sit blues’n’roll.
Titel: Joe Bonamassa - Live At Royal Albert Hall
