Skriv en kommentar
KØB BOGEN HER
Jack Cheese
Selvom John Cleese nok ikke selv vil indrømme det, er han nok en af Storbritanniens største komikere gennem tiden sammen med Peter Sellers, Charlie Chaplin, Rowan Atkinson og flere andre (resten af Python-holdet selvfølgelig). Cleese ville nok selv nævne Ronnie Barker, Ronnie Corbett eller måske Marty Feldman som værende større komikere end han nogensinde har været. For en ting er sikkert; Cleese er opvokset og opdraget som gentleman og ydmyghed har præget hans liv fra begyndelsen.
John Cleeses selvbiografi Men altså… gør helt tilbage til hans barndom og opvækst, og op igennem hans unge år før han alvor slog igennem og blev en af verdens største komikere. I hvert fald når det kommer til slapstick, fysisk og højtrøstet komik! Men som bogen bærer præg, er det ikke steget Cleese til hovedet: han er stadig en ydmyg gemyt.
De fleste kender Cleese for hans ikoniske rolle som den højtråbende og excentriske Basil Fawlty i Halløj på Badehotellet (1975-1979), som manden med gakkede gangarter eller indehaveren af en død papegøje i Monty Pythons Flyvende Cirkus (1969–1974), eller som sagføreren Archie Leach i Fisken de kaldte Wanda (1988). Alle sammen produkter han selv har været medforfatter på og sidstnævnte film endda indbragte ham en Oscarnominering for bedste manuskript sammen med Charles Crichton. Den yngre generation kender ham måske kun som genfærdet Nearly Headless Nick i Harry Potter-filmene eller som Q i James Bond-filmen Die Another Day (2002).
Hvem skriver Cleese for?
Men altså… begynder ellers lovende med masser af humor i de indledende kapitler. Der er flere morsomme vendinger og betragtninger i bogen, som de må forventes af komikeren Cleese, der altid har været intelligent og bramfri i sit komiske udtryk. For eksempel reflekterer han i bogens begyndelse over hvorfor tyskerne i 1940’erne bombede hans barndomsby: hvorfor i alverden ville tyskerne bombe Weston-super-Mare i Somerset, England, når bomberne tydeligvis kostede mere end det de kunne ramme. Måske var det fordi, at tyskerne rent faktisk havde humor(!)? Ligeledes kommer der gennemgående heftige stikpiller til den britiske tabloidavis Daily Mail, som han på et tidspunkt sammenligner med nazisme…
Selvbiografien er ikke overraskende kronologisk fortalt og er meget detaljeret beskrevet. Af samme årsag er den også lidt tung og lang tid om at komme til småkagerne på kagefadet. Den handler meget om hans første minder, hans forhold til hans forældre, hans skolegang, hans tid som lærer, hans tid som jurastuderende på Cambridge University og det hele er egentlig ikke særligt interessant. Specielt Cleeses fokus på hvilke lærer, han synes bedst om i sin skoletid, bliver en hel del langhåret i længden! (Det er i øvrigt Mr. Bartlett, som var hans yndlingslærer).
Man kan ikke undgå at spørge sig selv i bogen første halvdel: ”hvem skriver Cleese for?” Og svaret er brutalt og soleklart: ”mest sig selv.” De første 50 sider handler om hans mor og far og hans opvækst, og selvom flere pudsigheder og sjove formuleringer spiller ind, bliver det tungt at læse. For det virker ikke til at Cleese har skrevet dem til en læser, men nærmest kun for sin egne erindringers skyld. Faktisk er de første 155 sider af bogen så afgjort søvndyssende.
Python-fans må væbne sig
Titlen Men altså… refererer til Cleeses små sidebemærkninger, hvor han drager på vildspor i sin fortælling for derefter at vende tilbage med ordene ”Men altså” til pointen. For eksempel illustreret på side 57-58 med en apropos bemærkning omkring komik, vrede og Halløj på Badehotellet. Dertil kommer desværre også flere ligegyldige bemærkninger, som selvfølgelig på en eller måde falder i tråd med humoren fra Monty Python-tiden. For eksempel bemærker fuldstændig ude af sammenhæng på side 217, at han begyndte at ryge. Dette har absolut ingen betydning for noget som helst senere i hans liv eller bliver det nævnt senere hen.
”and now for something completely different”
Python-fans må vente helt til sidste kapitel på side 397 før Monty Pythons Flyvende Cirkus bliver til og reflekteret over. Men da biografien handler om Cleesses første 30 år af sit liv, bliver det kun til sølle 17 sider med indsigt i den ikoniske serie. I gennem bogen bliver der selvfølgelig lavet flere genkendende nik til Python-æraen, som henleder til hvorfra inspirationen til senere sketches blev hentet fra hans egne oplevelser.
Tilgiv den usikre
Det er anden halvdel af selvbiografien, som for alvor bliver interessant. Det handler om hans komiske karrieres spæde begyndelse på Cambridge Footlights videre over Cambridge Circus og sin start på BBC på The Frost Report og diverse radioudsendelser, hvor han bliver etableret på nationalt fjernsyn, før præ-Python sketchprogrammet At Last the 1948 Show (1967-1968), der ligger grundpillen til Monty Python-gruppen.
Nuvel, Cleese har måske ikke skrevet den mest opsigtvækkende og underholdende selvbiografi. Nuvel, flere passager i bogen synes at være deciderede malplaceret og uvedkommende for andre end ham selv. Men man må tage hatten af for Cleese, når han på side 315 selv reflekterer over netop dette, da han vil retfærdiggøre en lang passage i bogen med uddrag fra præ-Monty-Python sketch-showet At Last the 1948 Show, som han mener nogen vil finde dovent skriveri. Cleese skriver: ”Jeg er godt klar over, at denne bog skal forestille at være en selvbiografi, men reelt er de fleste læsere bimlende ligeglade med mig som menneske og føler ikke noget som helst for de mange forskellige slags lidelser, der gør mig til noget helt særligt. Nej, det gælder jo bare om at bladre igennem min hjerteskærende livshistorie i håb om at et par gode grin, ikke sandt?”
Men måske er dette udsagn også et tegn på Cleeses usikkerhed omkring projektet ”selvbiografi” og deraf svagheden ved bogen: at når man er nød til at retfærdiggøre sin nedfældede skrifter og nærmest undskyldende ligge sig fladt ned på gulvet i stedet for selvsikkert at fortælle sin historie på underholdende måde, sådan som han nu har underholdt os ved mange andre tilfælde. Cleese bliver nok aldrig kendt for sin forfatterevner, når det kommer til indbundne medier i karton.
En sidste bemærkning: bogen er oversat til dansk af Jakob Levinsen. Det betyder desværre at mange nuanceringer i det humoristiske sprogs ord og vendinger går tabt i oversættelsen. Det er vanskeligt at give eksempler uden at have den engelske udgave og det heller ikke for at kritisere Levinsens glimrende arbejde med oversættelsen. Det er blot et faktum, at når man oversætter, specielt komedie, forsvinder mange væsentlige nuanceringer i sproget. Det er en skam. (Levinsen oversætter dog fejlagtigt ordet ”cut” i forbindelse med filmoptagelser til det danske ord ”klip”. På filmoptagelser i Danmark bruger man ordet ”tak”, når kameraet skal stoppes).
