Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med en fænomenal og Oscar-værdig skuespilpræstation af Joaquin Phoenix er Todd Phillips’ film, ”Joker”, et fængende studie af den infamøse og ikoniske Batman-skurk. Det er måske lige at overdrive en smule og så kalde filmen for én af årets bedste film, men det gør den ikke dårlig, langt fra. Den er stadig bedre end som så meget andet, der bliver udgivet i disse tider.
I ”Joker” er der meget, du kan se på og drage dybe konklusioner fra, men det er nok brugen af trapper, som giver filmen den vigtigste og mest stemningsfulde metafor. Indenfor de første par minutter bliver vores hovedperson, Arthur Fleck, banket helt ned i jorden; han kæmper med at blive forstået af sin offentlige ansatte psykolog; og han bliver set på som en galning af andre, selv efter han fortæller dem, at han lider af en hjerneskade, som får ham til at grine på de dårligste tidspunkter. Lige fra starten er vi næsten ved at drukne i en atmosfære af elendighed, fattigdom og et tykt luftlag af håbløshed. Vi er tilskuere til et forbryderisk, dybt fattigt Gotham City, som er overbefolket med de nødlidende, outsiderne og de demoraliserede. Og hvem er bedre til at personificere denne pessimistiske nihilisme end en spirende komiker, som lever sammen med sin syge mor (Frances Conroy) i en lille og kummerlig lejlighed?
Når vi ser Arthur vandre langsomt op ad trapperne, bøjet en anelse forover, som om den enorme vægt af samfundets pres hviler på hans skuldre, lige så vel som kampen for at stige i den økonomiske rangorden og blive anerkendt som et menneske, er det lige så fysisk såvel som psykisk udmattende at se ham tage rejsen op ad trapperne, lidt ligesom når Rocky løber op ad de berømte trapper i Philadelphia. Det tjener som en større metafor for et publikum, som er tvunget til at se elendigheden omkring dem og som endda kommer til at sympatisere med Arthur, hvis skæbne allerede er velkendt fra starten af, og det er en smertefuld rejse for at nå hen til det slutpunkt. Todd Phillips holder fast i trappe-metaforen hele vejen igennem i denne oprindelseshistorie for én af de mest berygtede og ikoniske tegneserieskurke. Den eneste gang hvor Arthur ikke kæmper med at bestige trapper, er efter, han har nedskudt tre yuppier i undergrundsbanen, som til sidst fører til en foruroligende, men smuk, dans på et offentligt toilet.
Da han skal ned ad trapperne senere i filmen, efter han er blevet den fuldendte Joker, er det naturligvis nemmere for ham, samtidig med at det er en håbefuldt. Dansen ned ad trinene er opvejet af humor og latter, hvor Arthur nu er fri for samfundets forventninger. Så selvom filmen er mørk og deprimerende, er det trods alt det, der er joken i en tid, hvor rige tv-personligheder kan blive ledere for en magtfuld nation, men uden at kende til virkelighedens strabadser, fordi vedkommende er født med en sølvske i munden. Thomas Wayne (spillet af Brett Cullen) er ude af stand til at forstå ironien i Charlie Chaplin-filmen ”Moderne tider”, alt imens Murray Franklin (Robert De Niro) laver sjov med de rotte-inficeret gader i en by, som han hævder, han elsker, og begge mænd ser underklassen som ynkelige, pibende klovne, som selv er skyld i deres egne situationer. ”Joker” er ikke en film om en spirende kriminel, men paradoksalt set handler den om en kriminel, som helt tilfældigt falder ind i samfundet som et politisk symbol for klassekampen og fordomme.
Lige fra begyndelsen er ”Joker” et anderledes eksperiment om en ”elsket” tegneseriefigur i en slags indie-film, som nu til dags har indtjent over en milliard dollars verden rundt. Selvom filmen er klog og har noget at sige, sætter den for meget lid til andre film – eks. ”Taxi Driver” og ”King of Comedy” – så den ikke føles helt original. Desuden er selve Joker-personligheden så lidt med, og dialogen for denne karakter så kedeligt skrevet (her mener jeg hen mod slutningen), at filmen i sidste ende aldrig kommer op på samme række som andre mesterværker, uanset om det så er tegneseriefilm eller dramaer.
Blu-Ray / 4k: en flot udgivelse, som ser realistisk ud for tiden (start-80’erne). Der er kælet meget for detaljerne, og hvis jeg skal vælge det ene medie frem for det andet, så vil jeg helt klart anbefale at sætte din 4k-udgave i afspilleren. Der er bare en antydning af overlegenhed i den udgave, i stedet for blu-ray’en. Især lyden, og filmens fantastiske soundtrack, skal opleves i 4k.
Ekstramateriale: Begge udgaver af filmen har de samme bonusmaterialer. ”Joker: Vision & Fury” på 23 min. ”Joker: A Chronicle of Chaos” på 3 min. ”Please Welcome… Joker!” på 3 min. og så ”Becoming Joker” på 1 min. Det er simpelthen for lidt til en udgivelse som denne, hvor selve filmen har været sådan en kæmpe succes. Hvem gider bruge tid på ekstramateriale, som varer mindre end fem minutter? Det er sgu for kedeligt. 2 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
