Skriv en kommentar
Med David O. Russel i instruktørstolen og med forgængere som Silver Linings Playbook (2012) og American Hustle (2013), var forventningen til Joy, der er baseret på den virkelige historie om Joy Mangano, skyhøj.
Joy (Jennifer Lawrence) er blevet voksen, hun har droppet barndommens idylliserede verden og ideer, og lever nu i en klokke af frustration og forventningspres fra både sin mor Terry (Virginia Madsen), sin far Rudy (Robert De Niro) og eksmanden Tony (Édgar Ramirez). Børn har hun også fået, men de er svære at håndtere alene, når resten af familien opfører sig som en bunke egocentriske 5-årige.
Som den bedste (eller værste) soap, skorter det ikke på drama, og Joy lever i en tilstand der er præget af surrealisme og jagende drømme. Hun vågner dog brat, da hun en dag, med fingrene om glasskår i en rødvinsdryppende moppe, får sin banebrydende ide om ,,The Miracle Mop.” Med en lang kamp for at realisere denne nye drøm, både med og imod forretningsverdenen (personificeret af Bradley Cooper) og sin egen familie, formår Joy at slå igennem og få skabt sig det dynasti hendes bedstemor Mimi (Diane Ladd) altid vidste hun kunne opnå. (En bedstemor der forresten er fortælleren af historien, også på tidspunkter hvor det syntes umuligt).
Joy er spækket med klip frem og tilbage i tid, og har desuden få forfriskende momenter af action. Alligevel er tempoet lavt, og forventningerne, som filmen udspiller sig, endnu lavere. Det fungerer bare ikke, hvilket er ærgerligt, da der er så mange potentielt fine, følsomme og humoristiske elementer. De bliver gang på gang kvalt af dramaet, rammen for fortællingen og decideret dårlig opførsel.
Joy (og publikum) får aldrig lov til at nyde sejrene, for rundt om hjørnet lurer endnu en begivenhed, der nok skal sørge for at gøre det hele meget værre. Jennifer Lawrence er god, som hun plejer, men historien bliver bare aldrig rigtig nærværende eller specielt rørende. Den mest insisterende følelse man sidder tilbage med, er irritationen over Joys familie, der med undtagelse af børnene og eksmanden, er nogle skiderikker, som Joy aldrig får sagt ordentligt fra overfor. Dog forstår hun at bære solbriller og selvklippede lokker som ingen anden – det er det der skal til hvis man vil frem i verden.
