I min familie bliver det ikke jul, før vi har set Kevin McCallister, alias Macaulay Culkin, jage indbrudstyvene på flugt i de to Alene Hjemme-film fra henholdsvis 1990 og 1992.
Der sker bare noget helt særligt, når John Williams’ temamelodi klinger fra skærmen, og vi ser McCallister-familien i deres sædvanlige rejsekaos. Det er nostalgi, det er tradition - og det er hygge for hele familien.
Kevin, som er den yngste ud af fem børn, føler sig overset og misforstået, og er derfor lykkelig, da hans familie ved et uheld rejser til Paris uden ham. Nu har han pludselig huset for sig selv, og kan gøre alle de ting, som han ellers har haft forbud mod. Det inkluderer blandt andet at rode i sin grimme og bølle-agtige storebrors ting, kælke ned af trappen samt at se voldlige film, som er uegnede for børn.
Selvom Kevin i starten nyder sin nyfundne frihed, går der dog alligevel ikke lang tid, før han må indse, at julen ikke er den samme uden hans familie at dele den med. Og da Kevin opdager, at hans hus er i fare for at blive rippet af et par tumpede men farlige indbrudstyve, må han tage sagen i egen hænder og forsvare familiens ejendele.
Det er netop kærligheden til familien, som gør Alene Hjemme så speciel. Hver gang jeg ser Kevin blive genforenet med sin mor, som i desperation har rejst igennem det halve USA for at nå hjem til sin søn, er det svært ikke at blive en smule, for ikke at sige, meget rørt. For det er netop det julen handler om; familien. At filmen derudover bygger op til det helt store opgør mellem Kevin og ”The Wet bandits”, er kun endnu en ting, der gør Alene Hjemme til min helt, store julefavorit. Tyvene bliver simpelthen smadret på de mest elegante og opfindsomme måder – hvem husker for eksempel ikke scenen med sømmet i trappen?
Kevin redder julen, bliver genforenet med sin familie, og får samtidig en ven i den ensomme og skumle nabo. Det er en fantastisk julefilm, som kan klare et gensyn år efter år.
